Selskabet Organic Fuel Technology markedsfører inden længe et anlæg til produktionen af bioolie af gylle og andre restprodukter fra landbruget, skriver Århus Stiftstidende.
- Dansk landbrugs fremtid ligger i en grøn vækststrategi med brug af intelligente løsninger, siger Erik Poulsen, der er en af landets største svineproducenter og formand for iværksætterselskabet, der er stiftet af en række jyske investorer.
I et maskinhus på en gård ved Ødum står Organic Fuel Technologys lille testanlæg og producerer 50 liter bioolie i timen – døgnet rundt.
Erik Poulsen, der ejer gården, fylder halm i pilleform ind i en reaktor og formår på den måde at fremstille en liter olie, en liter vand og 500 gram affaldsprodukter af rundt regnet tre kilo halm.
Organic Fuel technology håber på en snarlig, succesfuld kommercialisering af deres miljøvenlige teknologi.
Målet for investorerne er nemlig at blive Danmarks førende udbyder af teknologier med anvendelse af halm, gylle og andre restprodukter, og en betydende udbyder på den globale scene.
