23948sdkhjf

Brugbar spildvarme skal ikke ende hos fuglene

Energikommissionen anbefaler blandt andet, at Danmark skal have et fleksibelt og integreret energisystem, hvor fjernvarmesystemet skal udnytte vedvarende energi og overskudsvarme. Hvad betyder det i praksis?

En lang række danske virksomheder har et varmeoverskud, som hver dag sendes direkte op i den blå luft. Faktisk går 80% af virksomhedernes overskudsvarme, ifølge Dansk Fjernvarme, tabt, og dermed mister vores forsyning en oplagt mulighed for at udnytte en masse brugbare kalorier. Det skorter ellers ikke på velvilje fra flere virksomheders side. Men virksomhederne løber panden mod en mur, når de vil bruge spildvarmen i varmesystemet.

Senest har energichef i COOP, Peter Kjærgaard Svendsen, fortalt, at man længe har arbejdet på at udnytte spildvarme i koncernens 1.200 butikker, men at det vil betyde tre gange ekstra beskatning. Hvad angår det skattemæssige, så pålægges virksomheder først en afgift for at bruge overskudsvarmen i et andet lokale i virksomheden. Derefter kommer en yderligere afgift, hvis virksomhederne sælger varmen videre til et fjernvarmeselskab. Sidst kan virksomhederne risikere at blive betragtet som varmeproducenter af Skat. Sker det, skal man betale såvel indkomstskat som elafgift.

I en konkret sag, hvor en række butikker, startende med Superbrugsen i Skjern, har udskiftet stærkt klimabelastende gasser i køleanlæg med ren CO2, har de som tilgift fået overskudsvarme, der kan sendes ud som fjernvarme, når butikken ikke selv kan bruge det hele. Dette er nu ved at blive stoppet med nye, komplicerede administrative regler.

Der ligger et stort potentiale i at lade overskudsvarmen fra virksomhederne indgå i et fjernvarmesystem, også når temperaturen er så lav, at der brug for varmepumper, der løfter temperaturen. Med masser af grøn vindmøllestrøm til varmepumperne, er det en optimal løsning. Nye, store datacentre fra Apple og Facebook i Danmark vil øge det danske elforbrug betragteligt de kommende år, hvilket i sig selv er bekymrende. Men de vil til gengæld producere en masse overskudsvarme, det vil være tåbeligt ikke at udnytte. I dag er det fx sådan, at selv hvis en virksomhed vil give varmen gratis til et fjernvarmeværk, kan der komme afgifter på. Vi har brug for regler, der fremmer lokal energiomstilling med vedvarende energi, energibesparelser, og også udnyttelse af den meget spildvarme, der er i Danmark.  

Vi håber i VedvarendeEnergi, at politikerne i det videre arbejde i forhold til Energikommissionens anbefalinger vil få fjernet disse fjollede regler, så overskudsvarmen fra køling kan bruge som fjernvarme.

 

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094