23948sdkhjf

Nyskabende aftale om naturgasleverance

Faaborg Fjernvarme og Energi Danmark har netop indgået aftale om levering af naturgas på månedsbasis. Det sker med prisreference til månedskontrakterne på den danske naturgasbørs Nord Pool Gas A/S. Dette betyder, at Faaborg Fjernvarme får glæde af de lave børspriser uden at skulle forholde sig til de daglige udsving på gasmarkedet
Energi Danmark har valgt at vende naturgasmarkedet på hovedet, fjerne de komplekse formler og sætte gennemsigtigheden i højsædet.

- Som ny spiller på markedet har man den fordel, at man kan kigge på tingene med friske øjne. Vi så, at markedet var præget af tunge formler og referencer, som ikke er offentligt tilgængelige. Det virkede som om, de store spillere på markedet havde gjort sig umage med at gøre markedet så komplekst, at ingen ville have en reel mulighed for at sammenligne priser fra forskellige leverandører, fortæller gashandler hos Energi Danmark Johannes Nguyen og fortsætter:

- Da vi skulle vælge vores angrebsvinkel til gasmarkedet valgte vi, at vores våben skulle være gennemsigtighed og rådgivning – vi inviterer vores kunder til at se os over skulderen. Vores mål med fastsættelsen af pris på naturgas er, at gøre det komplekse til noget simpelt. Det betyder meget for os, at kunden har mulighed for at følge prisudviklingen på en nem og tilgængelig måde, hvor alle data er offentlige. Her spiller den danske gasbørs Nord Pool Gas en vigtig rolle for gennemsigtigheden. Vores sammensætning af produkter er en kombination af markedsstandarder, men også i høj grad specifikke produkter tilpasset til kundens ønsker og temperament, siger Johannes Nguyen.

Aftalen mellem Faaborg Fjernvarme og Energi Danmark indebærer, at Faaborg Fjernvarme køber halvdelen af det forventede gasforbrug til en fast pris, mens den anden halvdel købes med reference til ”Month-ahead”-prisen på Nord Pool Gas. Afdelingsleder i Faaborg Fjernvarme, Jørgen I. Jensen, fortæller om baggrunden for valget:

- Med halvdelen af vores forventede gasforbrug til en fast pris, ved vi, at vi kan dække langt hovedparten af vores varmebehov til en fornuftig pris. Hvis gasprisen på naturgasbørsen forbliver lige så lav, som den er nu (red: gennemsnitsprisen for oktober 2009 var 96 øre/NM3), så har vi glæde af det i vores gasmotorer, mens hvis prisen på naturgas stiger voldsomt, så har vi mulighed for at skifte over til andre varmekilder.

- Der er tidligere laveret aftaler om leverance af naturgas med reference til Nord Pool Gas’ ”Day-ahead” marked, siger Kenneth Rotvig Dupont, adm. dir. for Nord Pool Gas, - men så vidt jeg ved, er det første gang, at der bliver lavet aftaler med reference til vores ”Month-ahead”-produkt.

Jørgen I. Jensen, Faaborg Fjernvarme begrunder valget af gasaftale således:
- Vi valgte ”Month-ahead”-referencen, fordi den svinger mindre end ”Day-ahead”-prisen, og samtidig betyder det, at vi fremadrettet kender vores gaspris for en hel måned af gangen, hvilket er en lettelse i dagligdagen.

Analytiker og rådgiver i Energi Danmark Jakob H. Bendixen mener, at gasmarkedet indtil nu har været alt for uigennemskueligt:

- Som rådgiver har det altid undret mig, at man i fjernvarmebranchen har accepteret, at den største udgiftspost på budgettet – indkøb af naturgas – er omgærdet af så meget mystik, siger Jakob H. Bendixen og fortsætter:

- Selv de mindste værker bruger millioner af kroner på naturgas, men de har ikke en fair chance for at kunne gennemskue, hvad det er, de køber. Det kræver mange ressourcer at kunne gennemskue komplekse formler og følge Rotterdam-markedet for forskellige gasolier og fuelolie. Den slags ressourcer har man bare ikke ude i de små værker, slutter Jakob H. Bendixen.

Kilde: Energi Danmark

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096