23948sdkhjf

Energineutralt boligbyggeri – Ja, det er muligt!

En vinder er udråbt i BOLIG+ konkurrencen om Danmarks første energineutrale etageboligbyggeri. De 60 BOLIG+ boliger af høj arkitektonisk kvalitet skal opføres i Aalborg.
BOLIG+ projektkonkurrencen blev vundet af konkurrenceholdet TEAM+ v/ arkitektfirmaet Arkitema, Leif Hansen Rådgivende Ingeniører A/S, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S, Faktor 3 Aps, Dong Energy, Thornton Thomassetti, Boligforeningen Ringgården og BAU-HOW Danmark.

Et arkitektonisk eksperimentarium
BOLIG+ etagebyggeriet på i alt 7.000 m2 med 60 boliger skal opføres på den tidligere Kosangasgrund ved havnefronten i Nørresundby. Byggegrunden er i lokalplanen udlagt som et arkitektonisk eksperimentarium.
Alle boligerne skal på årsbasis kunne klare sig helt uden el og varme leveret udefra og i stedet forsynes fra vedvarende energikilder – og løsningen i BOLIG+ byggeriet er allerede nu bedre end de mindstekrav, EU har opstillet for boligers energiforbrug.

Tværfagligt samarbejde og videndeling
Konkurrenceopgaven består af to dele. Dels det konkrete BOLIG+ etageboligprojekt i Aalborg, dels et principielt BOLIG+ energikoncept, der stilles til rådighed for branchen som shareware.

Det overordnede mål med BOLIG+ konkurrencen er at vise nye veje og synliggøre, at det ikke alene er muligt at sænke energiforbruget i bygninger markant – det er samtidig muligt at få et godt indeklima og byggeri af høj arkitektonisk kvalitet, når ingeniører og arkitekter indgår i tæt samarbejde.

TEAM+ vinderprojektet
BOLIG+ vinderprojektet fra TEAM+ er en illustration af, hvor simpel løsningen af den stillede opgave kan være, skriver dommerkomiteen:

- Vinderforslagets opskrift på at levere et BOLIG+ projekt kan formuleres med få ord: Gode, gennemlyste og fleksible boliger i en kompakt, velisoleret og tæt bygningskrop orienteret og formet, så bygningens overflade modtager mest mulig solenergi, virker solafskærmende og er forsynet med den nødvendige teknik for maksimalt udbytte af koblingen mellem brugeradfærd, passive virkemidler, solenergi og den lokale, fossile energiforsyning.

- Samlet set udtrykker vinderprojektet en meget nøgtern vurdering af, hvad der skal til for at indfri de fem BOLIG+ dogmer, og det er det projekt, som bredest indfrier de krav, der er stillet af konkurrenceudskriverne. Ønskerne til energineutralitet, økonomi, indeklima og udviklingspotentialer er vægtet højt i forslaget og slår positivt igennem i vurderingen af forslagets kvaliteter.

Kilde: Akademisk Arkitektforening

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111