Den adm. direktør for Det Internationale Energi Agentur (IEA) Nobuo Tanaka mener, at det vil kræve en industriel revolution at halvere den globale udledning af CO2 i 2050. IEA kalkulerer med, at det globale energiforbrug vil mere end fordobles i perioden frem til 2050, hvilket gør det svært samtidig at reducere udledningen af CO2. Derfor er det nødvendigt at investere i nye teknologier, såsom lagring af CO2 i undergrunden, for at nå det ambitiøse mål.
Nobuo Tanaka anser problemet som værende størst i kraftværksindustrien, da den globale elproduktion overvejende sker og vil ske på basis af fossile brændstoffer. Kraftværksindustrien står ifølge IEA for 41% af verdens energirelaterede udledninger af CO2. Alene i Kina åbnes et nyt kulfyret kraftværk om ugen, hvilket gør det meget svært at lede udviklingen i en mere klimavenlig retning.
- Siden 1990 er CO2-udledningen fra kraftværker uden for OECD-landene steget med 90%, og vi forventer en fordobling inden 2030. Derfor er en kollektiv indsats nødvendig, fortæller Nobuo Tanaka til Jyllandsposten.
- Klimaforhandlerne må sætte el-sektoren højt på prioriteringslisten og opstille mekanismer, der støtter effektiviseringsbestræbelser i udviklingslandene. Disse kunne omfatte et marked for CO2-kvoter. Kun ved at sætte en pris på CO2-udledning kan man skabe incitamenter til at investere i de mest klimavenlige teknologier, herunder atomkraft og indfangning og lagring af CO2, slutter han.