23948sdkhjf

Nye sol- og vindkraftregler bør støtte lokal udvikling

Pristillæg til solceller er nu generelt afskaffet, mens pristillæg til vindmøller udløber i februar 2018. Vi kan se, at udbygningen med vedvarende energi ved at gå i stå, og der er behov for nye ordninger, som sikrer omstillingen til 2030. Det er nødvendigt for at nå VedvarendeEnergis mål om 100% omstilling til vedvarende energi til 2030, men også for bare at nå regeringens noget mindre ambitiøse mål om 50% vedvarende energi i 2030.

Det er vigtigt, at de nye ordninger gavner den generelle udvikling i de lokalområder, hvor den vedvarende energi opstilles. Det gælder specielt for vindmøller, hvor der al for ofte er stor lokal modstand. Lokal accept af omstillingen til vedvarende energi er afgørende for en harmonisk udvikling. Det er dog ikke kun for at undgå naboprotester, at vi i VedvarendeEnergi ønsker, at anlæggene gavner lokalt. Vi ønsker også, at omstillingen til vedvarende energi skal gavne de yderområder, hvor mange af anlæggene opstilles, så vi kan bidrage til at Udkantsdanmark sikres vækst og fremskridt.

Samtidig skal de nye ordninger tilpasses EU's statsstøtteregler, og de skal sikre en jævn udbygning med vedvarende energi frem til 2030. Det er vigtigt, at ordningerne ikke alene omfatter udbud, som det er urimeligt svært for lokale initiativer at deltage i, men som EU desværre favoriserer. Det vil dræbe den lokale deltagelse, som der ellers er så mange gode perspektiver i.

Lokale initiativer, der kan påvise en bred, lokal nytte, skal have fordele i form af retningslinjer for den kommunale godkendelse (byggetilladelse) og ved lettere adgang til faste afregningspriser uden udbud. Desuden skal der være hjælp til etablering af initiativer, hvor borgere ønsker at opstille vedvarende energi i deres lokalområde. 

For at sikre omstillingen til vedvarende energi med mål om mindst 11.000 MW vindkraft og 4.000 MW solkraft i 2030 foreslår VedvarendeEnergi derfor en kombination af vindkraftpuljer og solcellepuljer med faste afregningspriser til lokale projekter, og udbud:

  • Der oprettes puljer á 500 MW for vindmøller, opstillet af lokale energifællesskaber med mindst 51% lokalt ejerskab. Når en pulje er fuldtegnet, startes en ny pulje. Elafregningsprisen for den første pulje skal være på samme niveau som nu for landmøller, men fordelt over 20 år og gives som en fast pris pr. kWh, f.eks. 37 øre/kWh faldende til 30 øre/kWh efter 7 år (22.000 fuldlasttimer). Andre forhold bør være som nuværende: Indbetaling til grøn fond for landmøller over 25 kW m.m. Projekter begrænses med EU-regler til 18 MW.
  • Puljer á 200 MW for solceller opstillet af lokale energifællesskaber med mindst 51% lokalt ejerskab. Når en pulje er fuldtegnet, startes en ny pulje. For første pulje skal afregningspriser være på samme niveau som for landmøller. Projekter begrænses med EU-regler til 1 MW.
  • Når en pulje er fuldtegnet, fastsætter ministeren afregningspriser for den næste pulje. Afhængig af priser ved udbud, samt af hvor hurtigt den foregående pulje er fuldtegnet, sættes afregningsprisen ned eller fortsætter på nuværende niveau. Generelt skal en ny puljes afregningspris afspejle afregningspriser for de seneste udbud.
  • Der afholdes udbud for havmølleparker, inklusive kystnære mølleparker, men afregningsprisen begrænses til afregningsprisen for den aktuelle pulje til landmøller.
  • Der afholdes udbud af solcelleparker i blokke på 10 MW, som forventes at være den mindste størrelse, hvor der ikke er væsentlige økonomiske fordele ved større anlæg. Afregningsprisen begrænses til afregningsprisen for den aktuelle pulje til mindre solceller.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094