23948sdkhjf

Solceller på nye måder

Vinderne af konkurrencen om solceller på nye måder er fundet. Det blev til ornamentik, glashalm og bylanterner.

I løbet af sommeren er nordiske arkitekt- og designstuderende blevet inviteret til at udfordre anvendelsen af solceller i det byggede miljø og landskabet gennem konkurrencen Nye solceller - Ny arkitektur.

 Den udfordring har forslagsstillerne fra København, Aarhus og Oslo taget til sig, og ifølge formanden for dommerkomiteen, tidligere stadsarkitekt i København, Jan Christiansen, favner besvarelserne bredt.

 - Mange emner berøres, fra enkle omdannelser af eksisterende facader i forbindelse med renoveringer til overdækninger af veje, nye møbleringer og nye installationer, over designobjekter og udsmykninger til, ja sågar computerspil indgår i besvarelserne. Sammenfattende kan det siges, at vi har fået en mangesidig belysning af mulighederne for at integrere solceller i den arkitektoniske udformning af vores landskaber, byrum og bygninger, både eksisterende og kommende, siger Jan Christiansen. 

Jan Christiansen har sammen med den øvrige dommerkomité netop udpeget en vinder.

Vinderen: Solceller som ornamentik

Vinderforslaget er udarbejdet af Karl Emil Koch fra KADKs Institut for Kultur, og han viser med sit forslag, hvordan det er muligt at genindføre ornamentikken i bygningskunsten, ved hjælp af solceller. Han begrunder sit arkitektoniske greb således:

 - Modernismens arkitektoniske fattigdom har gjort os fattigere. Jeg prøver at genskabe 'flødeskumsarkitekturen' ved hjælp af solceller, som samtidig skaber energi, absorberer lys og reducerer overophedning i de store glasfacader, vi bygger i dag.

Dommerkomiteen begrunder valget af vinderforslaget med, at det med inspiration fra art deco og barokkens udsmykninger, peger frem mod en ny æra for dekoration i bygningskunsten, med brug af solceller i varierende mønstre på facader og i vinduer.

Glashalm og Bylanternen

Forslaget Glashalm, som fik 2. præmie, skitserer et 'halmtag' skabt af lyslederkabler med solceller på spidsen, der reflekterer lyset og sender det videre til solpaneler, så det kan lagres indendørs.

Endelig viser forslaget Bylanternen som modtog en 3. præmie, hvordan solceller også kan bruges som kommunikationsmiddel. Solenergien oplyser ved hjælp af LED-lys i forskellige farver nattehimlen og fortæller om bæredygtighed og CO2-udledning.

Herudover fik 3 forslag hædrende omtale.

Anja Fange, Kunstakademiets Arkitektskole, Bygningskunst & Design; Rune Wriedt og Danielle Eskildsen / Aarhus School of Architecture og Sebastian Gatz, KADK / Information, Technology and Architecture

Dommerkomiteen
Seniorpartner 3XN, Kasper Guldager Jensen, GXN
Associeret partner, Mette Julie Skibsholt, Arkitema Architects
Partner, Lars Steffensen, Henning Larsen Architects
Arkitekt Jan Christiansen, formand for dommerkomiteen

  Konkurrencen var udskrevet og tilrettelagt af Solar City Denmark og Racell.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112