23948sdkhjf

Aalborg Varme kører fjernkølingen i stilling

Den nye forsyningschef om fjernkøling, udvidelse af forsyningsnettet, forbrugerdialog, kagemand og at sy med længere tråd.
Kort før sommerferien etablerede Aalborg Kommune enheden Aalborg Fjernkøling, som en del af den nye Energikoncern. Samtidigt blev organisationen ændret og tidligere varmechef Jesper Møller Larsen varetager fremover rollen som Forsyningschef med ansvar for levering af fjernvarme, gas og fjernkøling.

Energy Supply har mødt ham til en lille snak om den nye fjernkølingsenhed, men også til en snak om udvidelse af fjernvarmenettet til nye nordjyske landsbyer, dialogen med forbrugerne og om, at sy med længere tråd.

Starter helt fra bunden
Når Aalborg Fjernkøling skal i gang med sælge køling starter man på sin vis helt fra bunden. Der er pt. ingen ansatte i virksomheden og der er pt. ingen fjernkøling i Aalborg.

- Vi har ingen fjernkøling i Aalborg i dag, men etableringen af den nye enhed betyder, at vi nu kan gå ud og tilbyde det i udvalgte områder. Vi har heller ingen specifikt ansatte i virksomheden, men vi har basisorganisationen fra fjernvarmen i orden. Så skal vi bare sørge for at de har tid og kompetencer til at arbejde med fjernkølingen. Vi opnår synergieffekter ved at bruge varme-setup’et i stedet for at skulle etablere en helt ny organisation fra bunden, forklarer Jesper Møller Larsen, der har tænkt sig at skele lidt til hovedstadens set-up for fjenkøling.

Nærmere betegnet Hofors set-up, hvor risikoen for at installere for meget ledningsnet og kapacitet er mindsket ved projekttankegangen.

- Hofor arbejder meget med afgrænsede projekter, hvor fjernkølenettet bliver kunderettet og områdespecifikt. Det betyder, der etableres fjernkøling, når kunden ønsker det. Det bliver ikke en større udrulning af et fjernkølenet til et bestemt område, før der er et kundegrundlag til det, forklarer Jesper Møller Larsen.

Langt fra en hyldevare
Selvom Jesper Møller Larsen ser masser af synergi-effekter ved at drive fjernvarmen og fjernkølingen med den samme pisk, så er han yderst opmærksom på at fjernkøling er noget helt andet end fjernvarme.

For det første er området langt mindre reguleret end fjernvarme, lige som der er en langt større grad af forhandling parterne imellem. Og så vil kølingen ikke altid komme fra samme kilde.

- Vi ser grundlæggende to interessante måder at lave køling på. Du kan sætte en kølekompressor op, som så laver kulde eller du kan producere på omgivelseskulde. Det betyder, at vi ved hvert projekt vil screene et område for kolde kilder, f.eks. grundvand, eller vand fra fjorden, fortæller Jesper Møller Larsen og tilføjer:

- Det bliver derfor ikke en hyldevare og ikke to projekter er ens. Det er det spændende ved det.

Aalborg Fjernkøling venter som sagt på, at lande sin første køle-ordre. Men mon ikke det sker i nærmeste fremtid. Jesper Møller Larsen kan i hvert tilfælde udpege adskillige steder velegnet til fjernkøling i Aalborg.

Nye landsbyer & ledningsnet
Ud over fjernkøling står der også andre ting på Jesper Møller Larsens dagsorden. Heriblandt udrulningen af fjernvarmen til nye områder samt vedligehold af ledningsnettet.

Og det bliver ved vedligehold af ledningsnettet. I 2014 blev Aalborg Varme færdig med en større hovedrenovering af ledningsnettet i , og sidder nu tilbage med et tip-top ny-istandsat fjernvarmenet.

- De præisolerede rør, vi har indsat i stedet for de gamle fra før 1981 kan holde minimum 50-60 år. Jeg tror ikke, vi kommer til at foretage én stor hovedrenovering igen. Fremover bliver der tale om forebyggelse og vedligehold, så vi sikrer os det mest effektive net og den bedste udnyttelse af energien, siger han om ledningsnettet.

Men når det kommer til at få flere forbrugere på fjernvarmevognen. Så er strategien hverken vedligehold eller forebyggelse.

- Vi har en prioriteret liste over de byer vil vil ud i. Lige nu arbejder vi på byerne Hostrup, Ajstrup, Storvorde og Sejlflod, som det også fremgår af vores hjemmeside, fortæller Jesper Møller Larsen.

Dialog og kagemand
På papiret lyder det så ligetil at få forbrugerne til at koble sig på fjernvarmen, men hos Aalborg Varme har man på egen krop mærket, hvor svært det kan være. Landsbyen Sulsted nord for Aalborg er lige koblet på nettet – og det kom til at koste en omgang kage.

- Vi havde lige koblet Sulsted på fjernvarmenettet, da vi i foråret besluttede at hæve priserne. Vi fik utroligt mange henvendelser fra kunder omkring priserne. Vi tog derfor til Sulsted, åbnede en af de nye pumpestationer og inviterede alle de nye forbrugere på kaffe og kagemand.

Og det gjorde åbenbart udslaget.

- Det virker helt fantastisk, og den direkte kontakt med kunderne virker langt bedre en diskussioner på de sociale medier. Det er helt sikkert en vej, vi vil gå en anden gang. Dialogen fik lagt en dæmper på utilfredsheden, siger Jesper Møller Larsen og tilføjer:

- Og selvom vi måtte hæve prisen på varme, så er vi altså stadig blandt de billigste i Danmark.

At sy med længere tråd
Selvom Jesper Møller Larsen ikke kan fortælle om de helt store fremtidige investeringer - bortset fra at man lige nu arbejder på et forsyningskatalog over fremtidige produktionsteknologier i koncernen - så vil han ikke holde sig tilbage, hvis et større projekt skulle byde sig til. Det tør han nemlig godt kaste sig ud i.

- Der er noget sundt ved non-profit. Det er styrken ved hvile-i-sig-selv-konceptet. Vi kan og skal tage de langsigtede investeringer, hvilket i sig selv er en stor styrke i forhold til rent kommercielt drevne virksomheder med en væsentlig kortere tidshorisont. Bare se på alle de fjernvarmeværker, der etablerer solfangerne i disse år, dem ville man aldrig se, hvis man skulle køre med en kortsigtet business-case. Vi syr med lidt længere tråd i fjernvarmen, siger Jesper Møller Larsen.

Men at fjernvarmen kører efter hvile-i-sig-selv-princippet må aldrig blive en sovepude.

- Der er selvfølgelig udfordringer ved regeringens forslag til milliardbesparelser i sektoren, men det er jo forventeligt. Og der er ikke noget negativt i at være reguleret. Vi må bare ikke hvile på laurbærrene. Vi kan hele tiden gøre det bedre, slår Jesper Møller Larsen fast.

Artiklen er en del af temaet Chef i tale.

Kommenter artiklen (5)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172