Fredag i denne uge tager Din Forsyning A/S det første spadestik til et mere end 5.500 kvadratmeter stort administrationsbyggeri i Kjersing ved Esbjerg.
Projektet er tegnet af Friis & Moltke med Ingeniør'ne og Move Arkitektur som underrådgivere og har været udbudt i fagentrepriser for at tilgodese lokale håndværker- og entreprenørfirmaer.
Det er i høj grad lykkedes, idet 13 af 16 entrepriser er gået til firmaer med adresse i det syd- og vestjyske. Den nye bygning forventes at stå klar til indflytning i sommeren 2017.
Din Forsyning er skabt ved en fusion mellem forsyningsvirksomhederne i Varde og Esbjerg. Dette lader arkitekterne komme til udtryk ved at designe den nye administrationsbygning som to bygningsdele i henholdsvis én og to etager, der ’smelter sammen’ omkring et centralt atrium.
Ifølge Byggefakta opføres bygningen i overensstemmelse med energikravene i BR2020, og ambitionen er endvidere at opnå DGNB Guld.
Bestyrelsesformand Erik Buhl Nielsen og næstformand Johnny Søttrup stikker spaden i jorden på Ulvsundvej 1 i Kjersing, fredag den 1. juli 2016 klokken 10.
De 16 fagentrepriser
| Murer: | Jorton A/S |
| Jord/kloak | ApS Chr. Brinck & Søn |
| Snedker: | Tømrer- og Snedkerfirmaet Jensen & Jensen A/S |
| Tømrer: | Tømrer- og Snedkerfirmaet Jensen & Jensen A/S |
| Beton: | Bo Michelsen A/S |
| Elementer: | Bo Michelsen A/S |
| Maler: | Matthiesens Malerfirma ApS |
| Elevator: | Mr Elevator ApS |
| El: | Bravida Danmark A/S |
| Ventilation: | Bravida Danmark A/S |
| Gulv: | Lh Concept Gulve A/S |
| VVS: | FH VVS-Installatørforretning A/S |
| Tagdækning: | Tag DK A/S |
| Gartner: | Stürup A/S |
| Stål: | Richardt Thomsen ApS |
| CTS: | Jysk CTS A/S |
