23948sdkhjf

EcoGrid bedst af 200

Bornholmerne løb med prisen og slog et stærkt felt af andre bæredygtige europæiske projekter.
Bornholm og EcoGrid-projektet vandt sent i går aftes EU Sustainable Energy Award foran 200 andre europæiske energiprojekter. Konkurrencen er en del af EU Sustainable Energy Week i Bruxelles.

Betina Haagensen, næstformand i Bornholms Energi & Forsyning, var sammen med markeds- og udviklingschef Klaus Vesløv inviteret til Bruxelles for at deltage i begivenheden. 200 bæredygtige projekter var blevet bedømt af faglig jury med den tidligere polske premierminister og forhenværende formand for EU-parlamentet, Jerzy Karol Buzek, i spidsen. Og Bornholm vandt.

- Det er stort. Det er overvældende. Det er vildt. Vi er glade - og vi er meget, meget stolte på Bornholms vegne. For prisen går jo også til de 2.000 bornholmske familier, der var rygraden i EcoGrid EU-projektet, forklarede Betina Haagensen umiddelbart efter hun fik overrakt prisen af blandt andre EU kommissær for Klima og Energi, Miguel Arias Cañete.

- Det kan godt være, at det måske er lidt svært at forstå hjemme på Bornholm....altså hvor vildt det hér er, hvor overvældende dét er. Bornholms grønne satsning bærer altså frugt - og dét på den helt store scene. Vi er blevet omfavnet. Alle vil snakke med os og høre, hvad pokker det er, vi kan på Bornholm, fortalte Betina Haagensen umiddelbart efter sin takketale foran en fyldt sal.

- Vi har fået priser før. Men denne pris er helt speciel. Vi slog et meget stærkt felt af andre bæredygtige projekter i Europa, siger Klaus Vesløv og fortsætter:

- Vi vidste, at vi var blandt de sidste otte. Men at vi så får guld...Det er for vildt. Bornholm har igen fået stor international opmærksomhed. Vi er stadigvæk på forkant - og det vil vi forsøge at veksle i nye projekter, flere arbejdspladser, mere Bornholm. Bornholm har igen bevist sin værdi som test-ø.

- Der er ingen tvivl om, at prisen vil øge den i forvejen store opmærksomhed, der har været omkring EcoGrid-projektet. Som ét af verdens største smart-grid projekter har det sammen med vore andre projekter trukket mange, mange nysgerrige besøgende fra både ind- og udland til Bornholm, afslutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094