23948sdkhjf

Scandimir Solar vil opvarme de danske olielandsbyer

Tænketank barsler med små decentrale soldrevne varmeværker og små varmelagre.
Scandimir Solar har netop afsluttet testen af sit ScandiMir CSP 4/24 Plus hos Solrød Fjernvarme. Resultatet er blevet langt bedre end ventet. Nu venter en opsætning og test af anlægget hos Ringkøbing Varmeværk.

Men Carsten Boye Bisonnel, opfinder og stifter af Scandimir Solar, kan sagtens have flere bolde i luften. Derfor har han, som en udløber af det konstruktive samarbejde med Solrød Fjernvarme og Ringkøbing Varmeværk nedsat en tænketank.

Den består udover Ringkøbing Varmeværk, Solrød Fjernvarme af Rambøll og A-Consult. Og i den skal der udvikles buffertanke, en løsning for energiopbevaring på ca. 40-45 kWh/m3.

- Sagen er jo ganske enkelt den at vi har meget fokus på de olielandsbyer, der har en størrelse på en 45-50 huse. Landsbyer hvor der hverken er naturgas eller fjernvarme. Dem er der 4.000 af i Danmark, så derfor er det et interessant område for os, hvis vi kan varme hele landsbyer op, siger Carsten Boye Bisonnel og uddyber:

- Vi kan jo kun varme landsbyerne op, hvis man i en periode kan tappe fra et bufferlager. Derfor går arbejdet i tænketanken ud på at udvikle en stor buffer, der kan være økonomisk attraktiv for en olielandsby.

Til produktion af den varme, som skal lagres i bufferen til køligere dage, skal der ifølge Carsten Boye Bisonnel opstilles ca. 30 enheder af ScandiMir CSP 4/24 PLUS,

- Det er jo i princippet et lille varmeværk vi sætter op. 30 enheder behøver ikke mere plads end en halv hektar, siger han.

Indtil videre er planerne om at opvarme olielandsbyerne stadig på tænketanks-basis.

- Der er en stor chance her, og den vil vi benytte os af. Vi skal leve af en bæredygtig fremtid, så når de sidste tests er kørt, så inviterer vi folk til at komme og se anlægget an, siger Carsten Boye Bisonnel og tilføjer:

- Det ville være så glædeligt, hvis vi kunne spare 270-300 tons CO2 årligt i samarbejde med en mindre landsby.

Carsten Boye Bisonnel forventer at tænketankens arbejde bliver realiseret i løbet af 2016 og 2017.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078