23948sdkhjf

70 landmænd og energiselskab bag nyt stort biogasanlæg

Biogasanlægget er en forudsætning for et udviklingscenter for grøn energi i Skive.
Efter næsten halvandet års forberedelser er der torsdag den 12. maj 2016 indkaldt til stiftelse af et leverandørselskab med deltagelse af de cirka 70 lokale landmænd, der på nuværende tidspunkt har vist interesse som leverandører af gylle og anden biomasse til et nyt stort biogasanlæg, der skal opføres ved Kåstrup nord for Skive.

Leverandørselskabet er en forudsætning for at fortsætte projektudviklingen mod realisering af endnu et fælles biogasanlæg, mens biogasanlægget er en forudsætning for etableringen af et udviklingscenter for grøn energi, GreenLab Skive.

- De 70 landmænd repræsenterer tilsammen cirka 100 produktionssteder inden for en rimelig transportafstand fra Kåstrup og udgør således mere end halvdelen af de 170, vi har kontaktet på grundlag af oplysninger i Husdyrregistret, oplyser gårdejer Søren Just fra Torsmark i Vestsalling.

Han er talsmand for en gruppe af syv lokale landmænd, der på frivillig basis har arbejdet for etablering af det nye biogasanlæg.

E.On søger ligeværdige partnere
Det nye biogasanlæg, der bliver egnens og et af landets hidtil største anlæg, planlægges opført i samarbejde med energiselskabet E.On. Anlægget skal årligt udvinde omkring 21 mio. kubikmeter rå biogas fra cirka 400.000 tons gylle, som iblandes halm og græs fra naturområder, samt andet organisk affald.

Der er foreløbig lavet et skitseprojekt, som viser en fornuftig økonomi i et anlæg, der også kan omfatte en linje med behandling af gylle fra områdets mange økologiske landmænd.

- For at få lavet et egentligt projekt, herunder myndighedsbehandling og anskaffelse af de nødvendige arealer, er det en forudsætning, at de lokale landmænd forpligter sig økonomisk til at deltage i projektet på lige fod med E.On, oplyser Michael Rønning Dalby, der er business manager Biogas for E.On Danmark.

Etableringsfasen ventes at vare godt et år fra det tidspunkt, anlægget er godkendt af myndighederne. Dermed vil anlægget tidligst være klar til drift i slutningen af 2018.

Anlægget i Kåstrup ventes at koste omkring 190 mio. kr., hvoraf lokale landmænd som ønsker at levere gylle til anlægget, tegner sig for halvdelen af den egenkapital, der er nødvendig for at kunne realisere projektet. Ud over et fornuftigt afkast opnår landmændene en række miljøfordele i form af færre lugtgener og en markant bedre gødningsværdi af gyllen, ligesom afgasset gylle er en stor miljøgevinst, når landmændene genanvender gyllen på markerne.

Fra affald til grøn energi
Ud over det store biogasanlæg i Kåstrup er der nemlig i samme område sat plads af til, at andre virksomheder kan opføre anlæg, der tilsammen kan omdanne biogassens indhold af CO2 til mere energi. Det skal – populært sagt – ske ved at kulstofatomerne i CO2 ”splejses” med brint, som udvindes fra vand (H2O) til metan (CH4).

- Det nye biogasanlæg udgør derfor en afgørende forudsætning for et banebrydende udviklings- og demonstrationscenter for vedvarende energi, GreenLab Skive, hvor vi vil kombinere og integrere en række nye teknologier til energiproduktion i et omfang, der er enestående i Europa, fortæller Steen H. Hintze, der er direktør for GreenLab Skive.

Energipark på 70 hektar
Skive Kommune har allerede i sin seneste kommuneplan godkendt, at et område på ca. 70 hektar nord for genbrugspladsen ved Kåstrup er udlagt til etablering af energiproducerende anlæg som udviklings- og demonstrationsprojekter, med et niveau, der kan tiltrække flere betydende internationale virksomheder og forskere. Kommunen har også afsat midler til opkøb og byggemodning af arealet.

Placeringen er valgt ud fra, at arealet har gode til- og frakørselsforhold og ligger klos op ad hovedledninger til både elforsyningen og naturgasnettet, ligesom der er plads at etablere et udviklingscenter med fælles laboratorie- og kontorfaciliteter.

I forvejen er der en del vindmøller i området, men der er afsat plads til flere, ligesom der også er reserveret et areal til et større solcelleanlæg til elproduktion. Fremstilling af brint kræver nemlig en del elektricitet, og tanken er, at den primært skal fremstilles, når elpriserne er lave som følge af store mængder vindkraft.

Flere på vej
Ud over E.ON Danmark har GreenLab Skive foreløbig indgået samarbejdsaftaler med bl.a. Aalborg Universitet, Haldor Topsøe, EnergiMidt, HMN Naturgas, DEIF, EMD og den amerikanske Praxair-koncern.

- Men flere er på vej, oplyser Steen H. Hintze.

Samlet vurderer han, at de enkelte projekter tilsammen vil kræver investeringer i omegnen af 1 mia. kroner og etablering af op mod 200 arbejdspladser.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109