23948sdkhjf

Ny direktør starter til sommer

Efter en grundig proces med flere gode kandidater i spil har GEV nu hentet en tidligere projektchef hos Provas - Haderslev Forsyningsservice A/S ind som direktør.
Det bliver den 40-årige René Heiselberg Gier, som tiltræder jobbet som ny direktør hos GEV - Grindsted El- og Varmeværk og Grindsted Vandværk 1. juli.

Han afløser GEV's mangeårige direktør Per Søndergaard, der går på velfortjent pension efter 33 år på posten.

Hænderne rigtigt skruet på
Den nye direktør stammer fra Sdr. Omme og har boet i Grindsted siden 2006. Så han kender lokalområdet særdeles godt, selvom karrieren tidligere har ført bopælen til bl.a. Sønderborg og Kolding. René Heiselberg Gier er uddannet ingeniør fra Odense Teknikum, og hænderne er skruet rigtigt på, for han er også uddannet som mekaniker.

Efter maskintekniker- og ingeniøruddannelsen har han taget en ledelsesuddannelse og hentet bred praktisk erfaring fra stillinger hos bl.a. Sauer-Danfoss, Velux Gruppen og den tyske Vossloh koncern. Han kommer nu fra en stilling som projektchef hos PROVAS - Haderslev Forsyningsservice A/S og tager en solid palet af kompetencer med til GEV.

- De sidste fem år har jeg arbejdet ret intensivt med forsyning, og jeg glæder mig til at arbejde videre med det udviklingspotentiale, GEV har for sine andelshavere. Det er jo en særdeles veldrevet forretning, Per Søndergaard har bygget op, og vi skal fortsat være helt i front i arbejdet for de lokale interesser, siger René Heiselberg Gier.

Velovervejet vagtskifte
I bestyrelsen for GEV glæder man sig over et godt og velovervejet vagtskifte på posten.

- Vi har fundet den helt rigtige faglige profil med René, og så er det jo et ekstra plus, at han også personligt er lokalt baseret blandt vores andelshavere. Han kan videreudvikle GEV på det sunde fundament efter Per Søndergaard, som vi skylder stor tak for en stærk og utrættelig indsats gennem årene, siger bestyrelsesformand Jørgen Kristensen, GEV.

Den afgående direktør ser nu frem til pensionisttilværelsen efter et helt arbejdsliv i forsyning.

- Det har været en spændende tid, hvor forsyningssektoren har været gennem mange store omvæltninger, også helt aktuelt med f.eks. den nye engrosmodel i elsektoren. Men uanset hvad der er sket, så har vi altid haft andelshavernes interesser som pejlemærke, og jeg er meget tryg ved at give stafetten videre til en dygtig afløser, siger Per Søndergaard.

Per Søndergaard bevarer dog kontakt til forsyningsverdenen som medlem af Energiklagenævnet, hvor han er personligt udpeget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109