23948sdkhjf

Hvidovre Hospital udvider solcelleanlæg

Den netop underskrevne ESCO-aftale mellem Siemens og Hvidovre Hospital indeholder en udvidelse af det eksisterende solcelleanlæg, etablering af jord-energilager og vindmøller. Kort og godt: en energirenovering til 171 mio. kr.
Gratis' energirenovering af 245.000 kvadratmeter hospital. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det er ikke desto mindre essensen af den endelige aftale, som hospitalsdirektør Anders Agger og direktør i Siemens Jukka Pertola, efter et års arbejde, netop har givet hinanden hånden på.

'Gratis' skal dog forstås som udgiftsneutral: Besparelserne på energiregningen betaler projektet. Den investerede sum i energirenoveringen er på 171 mio. kr.

- Aftalen giver os muligheder for at sikre hospitalet grøn omstilling i et omfang, som vi hverken har budget eller kompetencer til selv at kunne. Projektet gør det muligt at nå rigtig langt med vores miljø-ambitioner inden for kort tid, siger hospitalsdirektør Anders Agger om underskrivelsen af aftalen.

Også Siemens ser frem til at komme i gang med aftalen. Her anses ESCO-projekterne som værende et yderst effektivt værktøj i begrænsningen af energiforbruget i samfundet.

- Det gavner klimaet i forhold til CO2-besparelser og opgraderer bygningerne og deres tekniske installationer - og hele investeringen betales hjem via energibesparelsen. Jeg håber, at Hvidovre Hospital vil sætte standarden for mange af de øvrige hospitaler og større bygningskomplekser i Region Hovedstaden, siger Jukka Pertola, direktør i Siemens A/S.

Solceller og vindmøller
Specialister fra Siemens har siden starten af 2015, hvor man efter en konkurrence indgik aftalen, gennemgået Hvidovre Hospital fra kælder til kvist for at finde potentielle besparelser på energiforbruget. Nu har Siemens så - i samarbejde med hospitalet - lavet en liste over de projekter, som man vil realisere for at sikre den grønne omstilling og besparelserne på energiregningen. Det er denne aftale som netop er underskrevet.

Det har vist sig, at potentialet faktisk var bedre end først anslået og muligheden for besparelser derfor større. Listen over forslag indeholder blandt andet en udvidelse af hospitalets, i forvejen meget store, solcelleanlæg, etablering af jord-energilager og vindmøller, optimering af eksisterende installationer og fornyelse af hele styringsdelen.

Hvidovre Hospital vil samlet set spare 41 % på varmen og 23 % på elforbruget.

Et eksempel til inspiration
Der er et stort potentiale i forhold til energirenovering, fordi hospitaler er store bygninger i drift døgnet rundt, hele året og de benytter sig af meget elektronisk udstyr.

Projektet på Hvidovre Hospital er også noget, som der kigges på med interesse:

- Vi har det ambitiøse mål, at hovedstadsregionen skal være verdens første fossilfri metropolregion i 2050. Ved at udbrede projektet på Hvidovre Hospital til regionens øvrige hospitaler bidrager vi til at indfri målet. Vi vil via ESCO-aftaler investere godt 1 mia. kr. de kommende ti år og derved spare massivt på energiregningen og reducere hospitalernes CO2-udledning med 60 %, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144