23948sdkhjf

Millioner til varmepumpeprojekt i Rødkærsbro

Før jul gav Energistyrelsen tilsagn til støtte til i alt 10 eldrevne varmepumpeprojekter. Et af de projekter, der har modtaget støtte er et spildevands- og varmepumpeprojekt hos Rødkærsbro Fjernvarme.
I oktober måned 2015 modtog Rødkærsbro Fjernvarme 900.000 kroner til spildevands- og varmepumpeprojektet fra Region Midtjylland. Dengang fortalte formand Frede Hansen til Energy Supply, at man blot gik og ventede på endnu en donation.

- Vi har søgt Energistyrelsen om 2,5 mio. kr., og det forventer, vi er afklaret ved årsskiftet, hvor vi også forventer at gå i gang med projektet, fortæller Frede Hansen.

Og det kan man altså nu - gå i gang med projektet. Energistyrelsen sendte lige før jul 2.400.000 kr. til Rødkærsbro og projektet, der skal hive varmen ud af renset spildevand fra Arlas mejeri i Rødkærsbro.

- Vi mangler lige de sidste aftaler med Arla. Det er ren formalia, og det kommer her i løbet af januar, og så kan projektet sættes i gang, fortæller Frede Hansen og tilføjer:

- Vi sender snart projektet i udbud og regner med at vide, hvem der skal lave det, før sommerferien.

Projektet indeholder installering af en varmepumpe, tilhørende udstyr og en 1.500 meter lang ledning fra Arla til varmeværket og en lige så lang returledning.

- Vi går i jorden hen over sommeren og er færdige inden årets udgang, siger Frede Hansen.

Med de 2.400.000 kr. følger nemlig en klausul om, at projektet skal være bragt til ende inden januar 2017.

Anlægsprisen er på godt 14 mio. kr., og når varmepumpen kører forventes den og spildevandet fra Arla at reducere Rødkærsbro Fjernvarmes naturgasforbrug ned til en femtedel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126