23948sdkhjf

Offshoreenergy.dk i amerikansk vind-alliance

Ved at indgå et samarbejde med to amerikanske organisationer har Offshoreenergy.dk bygget en bro for danske virksomheder til det spirende amerikanske offshore vindmarked.
Offshoreenergy.dk har netop underskrevet en samarbejdsaftale med Virginia Offshore Wind Coalition (VOW) og NovaVis, LLC i Norfolk Virginia. Initiativet skal bringe danske offshore vindleverandører tættere på ordrerne i USA.

- Som Danmarks internationale videnscenter og innovationsnetværk, der har til formål at skabe vækst i sektoren, er VOW og NovaVis ideelle partnere, siger Morten Basse, CEO i Offshoreenergy.dk, der netop er hjemvendt fra USA.

VOW er en brancheforening, der har til formål at fremme udviklingen af offshore-vindenergi. NovaVis har udviklet en digital platform, der forbinder de forskellige leverandører og udviklere.

Både Morten Basse og de nye partnere anser initiativet som en win-win-situation og ser frem til et fremtidigt samarbejde.

- Forretningsaftalen med Offshoreenergy.dk baner vejen for at bringe de europæiske erfaringer og kompetencer til den spirende amerikanske forsyningskæde inden for offshore vind. Denne ekspertise kommer til at spille en central rolle i offshore vindprojekter langs kysten, siger NovaVis’ administrerende direktør, JJ Keever.

Næste skridt
Nu hvor blækket på kontrakten er tørt, er næste skridt at færdiggøre NovaVis’ platform, at rekruttere danske og amerikanske virksomheder til at signe up i platformen og indtaste data om deres produkter og tjenester.

For at knytte et tættere bånd mellem landene vil VOW lede en amerikansk erhvervsdelegation, der vil besøge Offshoreenergy.dk og en række førende offshore vindvirksomheder, testfaciliteter og universiteter. Fra dansk side vil Offshoreenergy.dk lede en erhvervsdelegation til Virginia og den amerikanske østkyst og stå for en række B2B-operatør-workshops for de deltagende danske og amerikanske virksomheder.

- Offshore vindmarkedet USA er et hastigt voksende marked, og vi er meget tilfredse med, at vi har fundet nogle meget kompetente og involverede parter. Gennemførelsen af vores fremtidige fælles aktiviteter er meget spændende og virkelig historiske, konkluderer Morten Basse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079