Flexibles, der er det danske datterselskab til National Oilwell Varco, har fået en ordre på 1,4 milliard kroner på et fleksibelt rørprojekt i Vestafrika ud for Ghanas kyst. Det skriver business.dk.
Administrerende direktør Michael C. Hjorth fastslår, at ordren har stor betydning for den danske afdeling.
- Det er en vigtig melding, at vi som en dansk virksomhed kan trække ordrer af denne størrelse til landet, især i en branche, som er hårdt presset, siger han til erhvervsportalen.
Flexibles kommer til at levere over 120 kilometer fleksible rør i løbet af 2016 og 2017 til det italienske energiselskab ENIs OCTP-projekt.
Flexibles har omkring 800 ansatte i Danmark ligeligt fordelt mellem fabrikken i Kalundborg og kontoret i Brøndby.