23948sdkhjf

Mou Kraftvarmeværk køber varmen ude

Mou Kraftvarmeværks nye biomasseanlæg bliver slet ikke opført i kraftvarmeværks-regi. Det har man folk til.
Om et år vil varmen fra Mou Kraftvarmeværk være 90 procent grøn – et solfangeranlæg dækker 20 procent af varmeforbruget hos værket, mens det nye planlagte biomasseanlæg vil dække 70 procent af varmen til forbrugerne.

Der er bare det lille tvist – at biomasseanlægget slet ikke bliver kraftvarmeværkets eget. Man har nemlig lavet en aftale med en lokal forretningsmand om, at han opfører og driver værket, og at kraftvarmeværket blot skal fungere som aftager af varmen.

- Grunden til, at vi ikke opfører det selv, er, at så skulle vi vælge flis eller piller, men vi ville hellere have halm, som er et lokalt produkt. Der er masser af bønder rundt om os, som vil levere halm. Men et halmværk havde vi ikke selv lyst til at opføre eller drive, og så måtte vi jo rundt og høre om der var nogen, der ville opføre et værk og drive det for os, fortæller formand Per Greve Madsen.

Og ud af de ti potentielle halmværksejere har man nu skrevet under med én forretningsmand, der har købt et stykke jord lige ved siden af Mou Kraftvarmeværks eksisterende værk.

- Jeg vil tippe på at det koster ham 6 mio. kr. at etablere. Det eneste vi skal er at etablere 100 meter forbindelsesrør derover til, og det ligger os vel i en lille million, fortæller Per Greve Madsen.

Sikrer sig
Mou Kraftvarmeværk har skrevet en 10 årig kontrakt på køb af varmen.

- Vi har lavet kontrakten for at sikre os selv. Det betyder i bund og grund, at hvis han går konkurs, så har vi forkøbsret til værket. Samtidig sikrer vi, at vi ikke skal til at lave noget selv om tre-fire år, fortæller Per Greve Madsen.

Sikret er Mou Kraftvarmeværk også på varmeprisen.

- Vi har aftalt en startpris på varmen - Siden hen bliver prisen reguleret ud fra det normale prisindeks og halmindeks. Vi ved godt, at han (forretningsmanden red.) tjener penge på det, men det er stadig langt billigere for os, end at opføre et anlæg selv, forklarer Per Greve Madsen.

Lav pris – lang proces
I øjeblikket er Mou Kraftvarmeværk nået til det punkt i processen, hvor man har skrevet kontrakt med forretningsmanden og projektet sendt til politisk behandling i Aalborg Kommune.

- Vi får nok først varme fra anlægget om et år. Det kunne godt have været tidligere, hvis vi havde valgt et pillefyr og stået for det selv. Men nu har vi valgt den laveste pris på varme, og så tager det altså lidt længere tid, slutter Per Greve Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141