23948sdkhjf

Løgstrup dropper varmepumpen ...

... men sender projekt på 7.000 kvadratmeter solfangere og ny akkumuleringstank i høring.
Det er rådgiveren Planenergi i Skørping, der har udarbejdet det projektforslag om solvarme og flytning af kedelcentralen fra Møllevang til det nuværende værk på Kølsenvej i Løgstrup, der snart sendes i høring.

Projektet er dog en revideret udgave af det oprindelige, da Løgstrup Varmeværk har valgt at pille varmepumpeløsningen ud af projektet.

-Vi har pillet varmepumpen ud af projektet fordi det ikke kan betale sig. Der er for stor usikkerhed omkring grundsvandsdelen og omkring arbejdet med at hente grundvand op til varmepumpen. Dertil kommer PSO-afgiften, som vi skal betale for den strøm, vi skal bruge for at drive varmepumpen, forklarer varmemester Svend Drejer Jensen til Energy Supply.

Projektet består af 7.000 kvadratmeter solfangere samt en akkumuleringstank, der også er reduceret lidt i forhold til det oprindelige projektforslag.

- Højden på akkumuleringstanken er reduceret til 17 meter og har en diameter på 12 meter. Først skulle den have været tyve meter, men ved nærmere beregninger viste det sig, at vi kunne nøjes med 17, derfor får det heller ikke nogen betydning for resten af projektet eller anlæggets ydeevne, fortæller Svend Drejer Jensen.

Ifølge den seneste udmelding fra Viborg Kommune kan varmeværket forvente at lokalplanen godkendes senest september i år, hvorefter der kan tages første spadestik. Inden da er der en del arbejde, der skal gøres, for at man kan være helt klar, når der gives grønt lys. Der skal blandt andet indgås en aftale om opkøb af jord til anlægget og projektet skal sendes i udbud.

- Vi vil bare sikre os, at vi er helt klar, når tilladelsen fra kommunen kommer. Vi skulle jo gerne kunne producere varme om et år og dermed få hele årssæsonen 2016 med, fortæller Svend Drejer Jensen.

Solvarmeanlægget ventes, at kunne dække tyve procent af varmeforbruget hos varmeværkets 730 forbrugere.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109