23948sdkhjf

Schneider Electric satser på energilagring

Schneider Electric har indgået et globalt partnerskab med Areva, der skal løfte udviklingen af nye løsninger til at lagre vedvarende energi.
Samarbejdet vækker glæde i Schneider Electric Danmark, der ser energilagring som en vigtig brik i fremtidens smart grid. Allerede nu er en kommerciel lagringsløsning klar til markedet. Det skriver Schneider Electrics Danmark i en pressemeddelelse.

Globalt ruller den grønne omstilling, hvor andelen af vedvarende energi vokser hele tiden. Det ændrer kravene til energi-distributionen, der skal håndtere en konstant skiftende produktion alt efter vind og vejr.

Her kan effektiv energilagring være med til at sikre en stabil forsyning i fremtiden ved at lagre overskydende energi og bruge den, når behovet kræver det. Nu er Schneider Electric sammen med Areva om at udvikle nye løsninger til lagre energi.

Udviklingsprojekter sammen
Partnerskabet tager udgangspunkt i to konkrete projekter. I første omgang tager det afsæt i et kommercielt samarbejde om at lancere en af Arevas eksisterende lagringsløsninger. Derudover har de to selskaber indgået en aftale om sammen at gå ind i innovative udviklingsprojekter.

- Nu kombinerer vi Arevas konkrete erfaring med vores ekspertise inden for distribution og intelligente software-løsninger. Det giver tilsammen et stærkt partnerskab, som kan være med til at løse nogle af udfordringerne ved den grønne omstilling. I fremtiden vil vi se en mere fleksibel og dynamisk energiproduktion med store mængder af vedvarende energi Det kræver nye og intelligente løsninger til at lagre og distribuere energien alt efter behovet. Her er effektiv energilagring en af de helt store udfordringer i forhold til at sikre fremtidens smart grid, forklarer vice president Claus Steengaard, der har ansvaret for energidistribution og offshore-løsninger i Schneider Electric Danmark.

Klar til markedet
Samarbejdet tager udgangspunkt i Arevas Greenergy Box, der er en lagrings-løsning baseret på elektrolyse og en brændselscelle. Første skridt har været at gøre løsningen klar til en kommerciel lancering inden for kernesegmenter i markedet, og allerede nu er Greenergy Box klar til at hjælpe ø-samfund eller andre afsidesliggende småsamfund med at sikre optimal udnyttelse af vedvarende energi.

- Vi bidrager med de styresystemer, som skal sikre optimalt sammenhæng mellem Arevas energilagring og distributionsnettet. Det betyder, at vi levere den intelligente software som sikrer det nødvendige energi-flow til og fra løsningen. Det handler simpelthen om, at vi får skabt balance i den dynamik, som vedvarende energi skaber i nettet, så den producerede energi bliver frigivet, når der er brug for den, siger Claus Steengaard, Schneider Electric Danmark.

Greenergy Box kan lagre Hydrogen og Oxygen fra elektrolyse af vand i perioder, hvor energibehovet er lavt for at producere elektricitet, når behovet stiger. Teknologien har siden 2011 været testet ved et solcelleanlæg på 560 kW på Korsika, og Greenergy Box er nu også tilsluttet solpaneler i Sydfrankrig.

Fremtidens løsning
Det strategiske samarbejde kombinerer de to selskabers erfaring, og det skal sikre nye og bedre teknologier til at lagre energi. Derfor blev der i oktober indgået et R&D-samarbejde, hvor begge parter har committed sig til at udvikle den ny lagrings-teknologi Flow Box. Samarbejdet tager udgangspunkt i et konkret udviklingsprojekt under KIC InnoEnergy FlowBox, der er støttet af Europa Kommissionen.

- Det er naturligt at inkludere R&D i vores partnerskab, da nytænkning er meget vigtigt i vores udvikling mod et energisystem uden fossilt brændsel. Energilagring bliver ekstremt vigtigt for fremtidens forsyning, fordi dynamikken i et smart grid er svær at håndtere, og energilagring skaber kort sagt balance i nettet. Derfor ser vi meget frem til at fortsætte vores gode samarbejde med Areva og resten af holdet bag udviklingsprojektet, siger Claus Steengaard.

Teknikken i Flow-batteriet går ud på, at flydende elektrolytter bliver pumpet fra et lager gennem en reaktor for at producerer og lagre energien i batteriet. Der eksisterer en prototype af et 50 kW Flow-batteri, som Schneider Electric og Areva nu skalerer op, så det kan testes i det eksisterende net med et 150 kW-modul.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08