Det skriver EnergiWatch.
Efter flere års forgæves jagt på en køber meddelte Vattenfall tidligere på året, at selskabet fra 1. maj. 2016 vil lukke blok 7 på Fynsværket. Men det er ikke helt uproblematisk for den fynske elforsyning, lyder det nu fra Energinet.dk i et høringssvar, som EnergiWatch har fået aktindsigt i.
- Der kan opstå situationer, hvor det kan blive vanskeligt at opretholde forsyningen af Fyn, skriver Energinet.dk således i høringssvaret.
Vattenfall har tabt milliarder på sine danske kraftværker og forsøger med lukningen af blok 7 at minimere tabet. Men Blok 7 udgør i dag den største kraftværkskapacitet på værket og Fyn, og en lukning vil altså øge risikoen for strømsvigt. Samtidig vil det betyde, at Fyn bliver langt mere afhængig af 400 kilovolt-nettet fra Jylland over Fyn og til Sjælland. Og ryger dele af denne forbindelse, risikerer dele af øen at gå i sort.
Energinet.dk vurderer ifølge mediet, at forsyningssikkerheden på øen tidligst kan opretholdes på det nuværende niveau ved udgangen af 2017.
Energistyrelsen behandler i øjeblikket Vattenfalls anmodning om at lukke Blok 7. Afgørelsen forventes ifølge EnergiWatch at falde inden for et par uger.
Originalartikel:
http://energiwatch.dk/secure/Energinyt/E...