23948sdkhjf

Først akkumuleringstank så solvarme i Hadsund

Det ser ud til, at etableringen af solvarmeanlæg i Hadsund snart kan gå i gang. Men først bygges en gigantisk specialdesignet akkumuleringstank ved værket. Den skal optimere driften og varmeudnyttelsen i kedlerne og overflødiggøre tre oliefyrede kedler.
En ny lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg er ved at gå gennem sagsbehandlingen i Mariagerfjord Kommune og senere i juni ventes Hadsund Fjernvarme at få godkendelse til opførelsen af en 32 meter høj akkumuleringstank ved fjernvarmeværket på Fabriksvej, skriver Nordjyske.

Akkumuleringstanken skal ikke blot overflødiggøre de tre oliefyrede kedler, man har rundt omkring i Hadsund. Den skal også danne grundlag for etableringen af et stort solvarmeanlæg.

Designet og leveret af lokale
Akkumuleringstanken koster seks millioner kroner, er designet af lokale Kjærulff Design og leveres af den ligeledes lokale virksomhed Weiss A/S, der også formidler entreprenørarbejdet.

Bestyrelsesformand Thorkild Løkke fortæller til Nordjyske, at der er gjort særligt meget ud af designet, da tanken er så stor, som den er og derfor vil fylde godt i landskabet.

Udover at danne grundlag for solvarmeprojektet skal akkumuleringstanken også være med til at optimere driften og varmeudnyttelsen i fliskedlerne

Danner grundlag for solvarme
Hadsund Fjernvarmes næste store investering bliver 40 mio. kr. i et solvarmeanlæg af typen Concentrated Solar Power.

Solvarmeanlægget ventes at levere ca. 13 procent af årsforbruget og ifølge beregningerne vil det fortrænge flis for omkring 2,4 mio. kroner om året. Solvarmeanlægget vil være betalt om 25 år, men kan formentligt holde endnu længere.

- Og skulle vi til den tid have brug for at udskifte dele af anlægget, må vi forvente, at teknologien i mellemtiden er udviklet, så varmeindvindingen bliver endnu mere effektiv. Måske er solpaneler til den tid blevet så effektive, at det kan betale sig at skifte til elproduktion, siger Thorkild Løkke.

Solvarmeanlægget vil være klar til brug op til sommeren 2016.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08