23948sdkhjf

Grøn indsats skærer en femtedel af energiforbruget

Over en fjerdedel af CO2-udledningerne og en femtedel af energiforbruget på Københavns Universitet er skåret væk siden 2006. Universitetet har dermed nået sine første grønne mål og stiler mod flere nye bæredygtige løsninger.
Allerede i 2008 satte Københavns Universitet sig for at reducere sin CO2-udledning og energiforbrug med 20 procent per medarbejder og studerende inden udgangen af 2013. Disse to mål er nu mere end nået, da universitetet har skåret hele 28,8 procent af sin CO2-udledning og 20,4 procent af sit energiforbrug per medarbejder og studerende i forhold til 2006. Det viser universitetets grønne regnskab, der netop er udkommet.

- Vi har nået vores mål, som var meget ambitiøse da vi vedtog dem i 2008. Resultaterne betyder, at vi kan være et godt eksempel og vise, at det kan lade sig gøre at reducere både CO2-udledning og energiforbrug markant. Det er vores ansvar som universitet og som en af Københavns største arbejdspladser. Og så giver det endda god mening økonomisk, siger prorektor for forskning og innovation Thomas Bjørnholm, Københavns Universitet.

Forbedringerne i universitetets måde at bruge energi på skyldes først og fremmest massive investeringer i mere energibesparende løsninger. Investeringerne i tekniske projekter giver omkring 69 procent af energibesparelserne.

Hertil kommer forbedret energistyring på universitetet, som står for omkring 18 procent af besparelserne. De resterende 13 procent skyldes mere energirigtig adfærd blandt universitetets medarbejdere og studerende. Det er dermed det samlede universitets indsats, der har skabt resultaterne.

Sparer 35 millioner om året
Resultaterne bliver fejret på universitetets forårsfestival fredag den 9. maj, hvor prorektor Thomas Bjørnholm byder medarbejdere og studerende på grøn kage for at fejre successen. Grøn kage er dog ikke det eneste, der kommer ud af de grønne resultater:

- Beregninger fra det grønne regnskab viser, at det sænkede energiforbrug i sig selv medfører en årlig besparelse på ca. 35 millioner kroner, når alle de igangsatte projekter er færdige i løbet af 2014-2015. Besparelserne går til forskning og uddannelse på de fakulteter, hvor energien er sparet, siger Thomas Bjørnholm.

Nye mål for bæredygtighed
Universitetets indsats stopper ikke her. Ledelsen er i gang med at sætte nye mål, der skal gøre Københavns Universitet endnu mere bæredygtigt frem mod 2020.

De nye mål kommer blandt andet til at indeholde endnu mere ambitiøse målsætninger for energi- og CO2-reduktioner samt indsatser vedrørende andre aspekter af bæredygtighed. Blandt andet vil universitetet sætte mål for ressourceforbrug og kemikaliebrug samt øge muligheden for at bruge universitetet selv som forsøgslaboratorium for bæredygtige løsninger. Universitetets bestyrelse forventes at vedtage de nye mål i løbet af 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094