Rapporten undersøger muligheden for at etablere en fjernvarmeledning under Øresund og supplerer dermed en tilsvarende undersøgelse fra 1998 om et udvidet samarbejde mellem Helsingør og Helsingborgs to store varmeforsyninger.
Rapporten er resultatet af svenske Öresunds Kraft og Forsyning Helsingørs projekt HH-fjernvarme, som blev skudt i gang som et fælles EU-finansieret projekt i foråret 2012. Projektet har undersøgt de økonomiske, juridiske, teknologiske og miljømæssige forudsætninger for en fjernvarmeledning under Øresund, og resultatet er nu blevet samlet i en ny rapport.
I rapporten vurderes det, at det er teknisk muligt, men dog vanskeligt at lægge en fjernvarmeledning mellem de to byer. Påvirkningen af miljøet anses for at være ringe, og faktisk vil en ledning mellem de to byer bidrage til at sænke udledningen af drivhusgasser.
I forhold til dansk lovgivning fastslår rapporten, at der skal foretages yderligere juridiske analyser af, hvorvidt en fjernvarmeledning mellem de to byer er på kant med kommunalfuldmagten, og om den overhovedet vil kunne opnå godkendelse efter den danske varmeforsyningslov.
- Forsyning Helsingør har fokus på forsyningssikkerhed, miljø og konkurrencedygtige priser, og en fjernvarmeledning mellem Helsingør og Helsingborg er ikke den bedste løsning på nuværende tidspunkt, konkluderer bestyrelsesformand Per Tærsbøl. Det er problematisk, hvis vi i Helsingør bliver afhængige af den svenske energi- og skattepolitik – og i Danmark diskuteres afgifter jo livligt.
- Desuden er projektet svært at realisere, da en ny fjernvarmeledning ifølge dansk lovgivning skal vurderes i forhold til, om det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, og en fjernvarmeledning mellem Helsingør og Helsingborg vurderes ikke at være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, før fjernvarmemarkedet i Helsingør-området bliver væsentligt udbygget, supplerer Per Tærsbøl.