23948sdkhjf

Gult lys til boring efter skifergas i Vendsyssel

Miljøundersøgelse: Ingen væsentlige gener. Minister bør med til borgermøde
- Projektet kan gennemføres uden væsentlige påvirkninger på miljøet og gener for de omkringboende.

Det er den korte konklusion på VVM-redegørelsen og miljørapporten for en efterforskningsboring efter skifergas på Ovnstrupvej 6 ved Dybvad i Vendsyssel.

Dermed er det op til Frederikshavn Byråd, om lyset skal skifte fra gult til grønt, og den endelige tilladelse skal udstedes.

Det er det franske selskab Total E&P Denmark, der har søgt om tilladelse til at søge efter skifergas i undergrunden i Vendsyssel, og viser prøveboringen, at der ér tilstrækkelige mængder skifergas i undergrunden, ønsker Total at lave en egentlig udvinding af skifergas med såkaldt hydraulisk frakturering.

Det kræver en VVM-undersøgelse, men Frederikshavn Byråd besluttede for et år siden, at der også skal udføres VVM i forbindelse med prøveboringen.

Den foreligger nu og er en omfattende sag på godt 100 sider spækket med diverse tekniske data, visualiseringer med mere. Plus bilag.

Høring og nyt borgermøde
- Det er en sag, der har skabt stor bekymring, og derfor går vi frem efter forsigtighedsprincippet, siger Anders Brandt Sørensen (S), formand for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.

Kommunen har lavet en lokalplan med forslag til kommuneplan, der gør det muligt at foretage prøveboringen.

Planerne sendes nu i offentlig høring i otte uger, og desuden holdes endnu et offentligt møde om det omdiskuterede projekt.

Håber at ministeren kommer
Anders Brandt Sørensen håber, at den nytiltrådte energi- og klimaminister, Rasmus Helveg Petersen (RV), stiller op til det offentlige møde.

- Undergrunden er statens, så det vil være på sin plads, hvis Christiansborg viser politisk pondus ved at deltage i borgermødet om dette pilotprojekt. På den ene side kan det nedbringe CO2-udledningen betragteligt, hvis det lykkes, men på den anden side er der stor lokal bekymring om konsekvenserne, så jeg håber, at klimaministeren tager imod vores invitation, siger Anders Brandt Sørensen.

Datoen er ikke fastlagt, da Frederikshavn Kommune gerne vil tage hensyn til ministerens kalender, men det bliver formentlig midt i april.

Planen er, at den endelige vedtagelse efter offentlig høring og eventuelle nye indsigelser skal være klar til afgørelse i Frederikshavn Byråd inden sommerferien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078