Debat
Dette indlæg er en skrevet af en ekstern skribent. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Der foregår en stille, men vidtgående omfordeling af grønne investeringer og arbejdspladser mellem kommunerne.
Den er ikke drevet af politiske beslutninger, men af noget så mere jordnært som transmissionsnettets kapacitet.
Store, energitunge virksomheder som datacentre, PtX-anlæg og tung industri placerer sig der, hvor der er plads i nettet. Hvor der er overskud af kapacitet, følger investeringer, job og udvikling, mens områder med “tynde” elnet må se sultent til fra sidelinjen.
Det betyder, at kommuner uden ledig kapacitet mister muligheden for at tiltrække de helt store vækstdrivere. Det er dybt problematisk.
For i realiteten kan netflaskehalse sætte en stopper for, hvor Danmarks næste grønne erhvervseventyr skal udfolde sig.
Hvis ikke der handles nu, risikerer vi et Danmark delt i grønne A- og B-hold baseret på ledningsnet og transformatorstationer.
På A-holdet står de kommuner, hvor kablerne ligger som fire-sporede motorveje, og hvor transformerstationerne fungerer som VIP-indgange til milliardinvesteringer.
På B-holdet efterlades de kommuner, hvor nettet er så tyndt, at selv de mest visionære grønne projekter dør, før gravemaskinerne overhovedet når at starte.
Et politisk paradoks
Det opsigtsvækkende ved denne massive omfordeling er, at den finder sted uden politisk debat og uden de brede forlig, vi tidligere har forbundet med regional udvikling.
Da staten besluttede at udflytte offentlige arbejdspladser – Bedre Balance 1 og 2 – skete det efter lange politiske diskussioner, brede forlig og med stærke holdninger om lighed, regional balance og retfærdighed.
Nu sker en mindst lige så betydningsfuld ”udflytning”, blot i privat regi. Men denne gang er det ikke Folketinget, der bestemmer - det er elnettets kapacitet.
Vi har allerede set, at store investeringer klumper sig dér, hvor nettet er stærkt. Esbjerg tiltrækker Europas største PtX-anlæg ”HØST”, fordi der er adgang til 400 kV-forbindelser, som giver den nødvendige infrastruktur for at drive projektet. Viborg fik Apples datacenter – fordi de havde en kæmpe højspændingsstation i baghaven.
Der er ærligt talt ikke meget balance over udviklingen og det peger Erhvervshus Nord tydeligt i deres gennemgang af Energinets Langsigtede Udviklingsplan 2024 (LUP24) under Klima-, Energi- og Forsyningsudvalgets åbne ekspertmøde om udbygning af elnettet.
I det Nordlige Vendsyssel (Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn) er det kun omkring 10–20 % af projekterne, der reelt er under etablering eller i modning. Hele 80 % eksisterer blot som idéer uden tidsplan, finansiering eller beslutning om gennemførelse. På landsplan er billedet markant bedre – her er cirka halvdelen af projekterne i gang eller på tegnebrættet.
Resultatet er det samme: nogle kommuner vinder, andre taber. Men uden den demokratiske proces og uden at vi taler højt om konsekvenserne.
Prisen for at tie stille
Den måske vigtigste dimension af netkapacitetsproblemet er den politiske del af vægtskålen.
For når en kommune taber kampen om kapaciteten, taber de ikke kun et projekt. De går også glip af investeringer, arbejdspladser og skatteindtægter. Og vi taber som land, fordi vi i realiteten centraliserer den grønne omstilling i få lommer i stedet for at brede den ud.
Sandsynligheden er høj for, at de regioner og kommuner, som ikke allerede har godkendte eller planlagte projekter på Energinets anlægsliste, ender som taberne i den grønne omstilling.
Vi har brug for en ny samtale
Regeringen og Folketinget bliver nødt til at adressere denne ubalance åbent.
Skal kapaciteten i transmissionsnettet udbygges hurtigere? Skal staten tage en rolle i at sikre, at alle egne har mulighed for at tiltrække store investeringer? Eller skal vi blot acceptere, at markedet – og netflaskehalsene – fordeler arbejdspladserne for os?
Hvis vi vil have en fair grøn omstilling, skal vi give de lokale netselskaber muskler til at handle hurtigere. Giv dem ansvaret for at løse flaskehalse hurtigere på 132/150 kV-niveau, og lad dem tage midlertidige 50/60 kV-løsninger i brug, så vi ikke taber projekter på gulvet, mens vi venter på et 10-årigt gravearbejde.
Kommunerne kan også planlægge smartere. Når vi ved, at store PtX-anlæg, havneprojekter og tung industri kræver strøm i rå mængder, så skal de placeres dér, hvor det giver mest mening. Det kræver at arealer reserveres, før investorerne banker på, men det er sådan, vi undgår altid at være et skridt bagefter.
Det er på tide, at vi får en åben politisk debat om denne udvikling.
Når udflytningen af offentlige arbejdspladser kunne skabe så meget debat, så bør ”udflytningen” af private arbejdspladser, styret af netkapacitet, ikke gå under radaren.