23948sdkhjf

Hillerød Forsyning får nyt domicil og unik klimapark

Hillerød Forsynings nye domicil med tilhørende klimapark på 51 hektar er kommet et skridt nærmere sin realisering.
En unik sammensmeltning af energiproduktion, vandrensning, ressourcegenbrug og klimatilpasning – alt sammen udformet som et offentligt rekreativt landskab, der også har pædagogisk sigte. Det er tanken bag Hillerød Forsynings Energi-, Klima- og Miljøpark, som samler alle forsyningens funktioner og aktiviteter på ét sted.

Hillerød Forsyning har efter en licitationsrunde valgt Gottlieb Paludan Architects (GPA) til at byggemodne og projektere det 51 hektar store område med både landskab og vådområde samt tegne forsyningens nye domicil. Udover GPA består rådgiverholdet af Sloth Møller Rådgivende Ingeniører A/S og Krüger A/S.

- Det er et meget ambitiøst og nyskabende projekt, som Hillerød Forsyning her søsætter og de holistiske tanker bag projektet hænger godt sammen med vores egne ambitioner for klima- og energiområdet, siger GPA’s administrerende direktør Kristian Hageman.

En bred opgave
Det bliver GPA’s opgave at tegne og udføre landskabsplan og domicil, nedrive eksisterende bygninger på området, byggemodne og formgive arealerne for kommende tekniske anlæg herunder renseanlæg og genbrugsstation samt forberede til et kommende geotermisk anlæg.

Omdrejningspunkt for Energi-, Klima- og Miljøparken er de forskellige forsyningsarter samt et stort nyt vådområde, hvor forsyningens nye domicil på i alt 3.000 m² skal placeres. Landskabelige løsninger for regnvandshåndtering og integrering af tekniske bygningsanlæg skal medvirke til at skabe et lokalt udflugtsmål for borgere, foreninger og skoler i området etc. og et nyt naturområde med appeal til dyre- og fugleliv.

- Vi har med Energi-, Klima- og Miljøparken sat ambitionsniveauet højt, og vi mener, at GPA med deres ekspertise kan få vores ambition om at forene de grønne og blå elementer bragt til live, så vi ser meget frem til samarbejdet, siger Preben Boock, projektleder hos Hillerød Forsyning.

Fokus på ressourcer
Energi-, Klima og Miljøparken skal fremstå som et skoleeksempel på, hvordan mange af samfundets grundlæggende funktioner kan synliggøres, også uden at det skæmmer landskabet og miljøet væsentligt.

Hillerød Forsyning ønsker at sætte fokus på den måde, vi omgås vore ressourcer på i hverdagen og sigter med energi-, klima og miljøparken på at blive førende inden for bæredygtige forsyningsanlæg. Området forventes at få et årligt besøgstal på cirka 450.000, når det står helt færdigt i 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078