23948sdkhjf

Frederiksberg Forsyning får Danmarks første højhusvandværk

Et komplet, nyt vandværk i fire etager plus kælder skal i to proceslinjer behandle både råvand fra Frederiksberg Forsynings egne boringer og vand fra forsyningens eksterne leverandør. Målet er at sikre en tilstrækkelig kapacitet af drikkevand på op mod 785.000 liter i timen.

Det første højhusvandværk i Danmark

Byggeriet af det nye vandværk går i gang i foråret 2020 og skal bygges på Frederiksberg Forsynings grund på Stæhr Johansens Vej 38.

Mens Krüger projekterer og udfører proces-anlægget og Niras projekterer alle byggefagene, skal Arkil opføre konstruktioner og råhusbyggeriet på grunden.

Alt dette kræver en bygning med kapacitet til ekstrem store og tunge komponenter.

Niras er ingeniørrådgiver på det spændende og komplekse byggeri, og afdelingsleder Andreas Bollerslev synes det er afgørende at forstå alle de procestekniske krav til bygningen for at kunne projektere den bedst muligt.

- ”Bygningen skal huse den nyeste teknologi inden for avanceret procesudstyr, og vi skal forstå de komplicerede processer, for at rammerne bliver rigtige. Bygningen går i højden i stedet for i bredden. Den skal se flot ud og ligger tæt på eksisterende anlæg, som i øvrigt er i drift. Der er virkelig mange hensyn, og vi skal holde tungen lige i munden, siger Andreas Bollerslev i en meddelelse fra Niras.

Understøtte verdensmål for bæredygtig udvikling

Vandværksprojektet skal også understøtte Frederiksberg Forsynings ønsker om at bidrage til FN’s 17 verdensmål og spejle målene om 'Rent vand og Sanitet', 'Bæredygtig energi', 'Bæredygtige byer og lokalsamfund' og 'Klimaindsats'.

- At blødgøre vandet passer fint med, at Frederiksberg skal være en grøn og klimaneutral by. Vores kunder kan se frem til at spare på både rengøringsmidler og vaskepulver, og deres elkedler, vaske- og opvaskemaskiner belastes mindre. Det samme gælder for vandrør og -installationer, der bliver mere effektive og holder i længere tid”, siger planchef i Frederiksberg Forsyning Henrik Bay.

Moderne blødgøringsanlæg

Hårdhedsgraden i vandet bliver med blødgøringsanlægget sænket fra 22-30 dh til ca. 10 dh, hvilket i hele byen vil resultere i mindre tilkalkede vandrør og installationer.

Vandværket vil derudover forsyne byen med drikkevand på en miljømæssig og økonomisk bæredygtig måde.

Og for at bygningen bliver så bæredygtig og fremtidssikret som mulig, skal den være fleksibel.

- Vi er i tæt dialog med bygherren om dette. Vi skaber og forbereder konstruktionen til krav, som vi ikke kender endnu. Vi indregner forskellige scenarier på tagetagen til for eksempel solceller og køleanlæg, samt facader og gavle med store montageåbninger, så man kan få stort udstyr ind og ud, siger Andreas Bollerslev.

En bygning med en lang levetid

Selvom det ikke er et krav, bliver bygningen også isoleret for at sikre en lang levetid, og det forøger også mulighederne for alternativ brug i fremtiden.

Myndighedsprojektet skal være klar i maj 2020. Første spadestik forventes i løbet af august. Byggeriet skal ifølge planen stå færdigt i 2022.

Udover Frederiksberg Forsyning samarbejder Niras med Arkil, Krüger og Gottlieb Paludan.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.594