Der bliver tale om en "kæmperabat", når Ørsted udsteder nye aktier i jagten på kapital.
Det mener aktieanalysechef hos Sydbank, Jacob Pedersen.
- Vi får tredoblet antallet af aktier. Det er ikke så lidt, siger han.
Mandag har Ørsted udsendt et længe ventet prospekt, der løfter sløret for detaljerne i energikæmpens kommende aktieemission.
Der udstedes 900.816.600 nye aktier til en kurs på 66,60 kr. pr. aktie, oplyser Ørsted. Det er en 67 pct. lavere tegningskurs sammenholdt med lukkekursen på 200,30, som Ørsted-aktien lukkede i fredag eftermiddag.
Jacob Pedersen havde forventet en rabat på omtrent 30-50 pct., forklarer han.
Men når overraskelsen har lagt sig, giver tallene mening, siger aktieanalysechefen.
- Når man ser på de risici og usikkerheder, Ørsted står over for, så er selskabet bare nødt til at give en stor rabat, siger Jacob Pedersen.
Tvunget af problemer i USA
Ørsted annoncerede, efter at have lidt store tab på amerikanske havvindmølleprojekter, at man ville hente 60 mia. kr. i en aktieudstedelse.
Milliarderne skal primært dække færdiggørelsen af energikæmpens to kæmpeprojekter i USA, havvindmølleparkerne Sunrise Wind og Revolution Wind.
Planen var oprindeligt, at pengene skulle hentes gennem frasalg af ejerandele i Sunrise Wind, men præsident Trumps omfattende modstand mod vindmøller har givet energikæmpen store problemer, og et frasalg er ikke lykkedes.
Samtidig udstedte Trump-administrationen en såkaldt stop work-ordre, der midlertidigt har stoppet alt arbejde på Ørsteds andet store projekt i USA, Revolution Wind.
En stor udvanding
Både den danske stat, som ejer 50,1 pct. af aktierne, og norske Equinor har meddelt, at de deltager i kapitaludvidelsen. Men der skal mere til.
- For at samle de her milliarder ind, er Ørsted nødt til at udstede rigtig, rigtig mange nye aktier. Det giver en stor udvanding af de nuværende investorers andele, hvis ikke de vil deltage, siger aktieanalysechefen.
Af det 215 sider lange prospekt fremgår det, at de nuværende investorer står til at få udvandet deres ejerandele med 68 pct., hvis ikke de deltager i kapitaludvidelsen.
- Vi rejser kapital for at dække det finansieringsbehov, der er opstået som følge af, at vi beholder det fulde ejerskab af Sunrise Wind, for at håndtere risiciene ved den regulatoriske usikkerhed på markedet for havvind i USA og for at styrke Ørsteds kapitalstruktur, lyder det fra Ørsteds adm. direktør, Rasmus Errboe i en pressemeddelelse.