Klumme: Grøn power på den europæiske scene
Dette indlæg er en skrevet af en ekstern skribent. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Hvad stiller man forrest på scenekanten, når man skal præsentere Danmark fra den bedste side for 100 EU-ambassadører?
Udenrigsministeriet var ikke i tvivl, da Danmark som nyt formandsland inviterede ambassadørerne fra de øvrige lande på den traditionsrige introtur i juli.
Spotlightet blev rettet mod den danske energisektor og vores innovative tilgang til teknologiløsninger, der kan gøre en forskel for den grønne omstilling.
Det var en tredages tur, som var lige dele indflyvning til det nye formandsland og en elevator-pitch i alt det, vi er gode til. Derfor slog de 100 EU-ambassadører vejen forbi innovative og stærke danske energivirksomheder som Ørsted, Vestas, ESVAGT og European Energy.
Det er glædeligt, at det er energisektoren, vi vælger at showcase for vores europæiske kolleger.
Dels understreger det, hvad vi har tænkt os at fokusere på i det halve år under det danske formandskab, dels viser det, at Danmark også i en europæisk kontekst kan noget ganske særligt på energiområdet.
Medlemmerne af Energy Cluster Denmark er fx engagerede i flere europæiske innovationsprojekter, som gør en forskel:
·ELBE – Europe Leading Blue Energy
Som partner i ELBE-projektet har Energy Cluster Denmark støttet SMV’er inden for offshore vedvarende energi gennem kaskade-finansiering. Over 60 virksomheder i Europa har fået støtte til innovation, internationalisering, træning og rådgivning. Målet er at styrke europæiske værdikæder, skabe vækst i blå energi og positionere Europa som global frontløber.
·2LIPP
Projektet tester, hvordan gamle kraftvarmeværker kan ombygges til store energilagre på Bornholm. Med genbrugte elbilbatterier, svinghjul til korttidslagring og termisk lagring i smeltet salt skabes en fleksibel, skalerbar løsning, der bruger eksisterende infrastruktur. Målet er at udfase fossile brændsler, sikre stabil strøm fra vedvarende energi og fastholde lokale arbejdspladser.
·GAMMA
GAMMA konverterer et fragtskib til at sejle på grøn ammoniak og metanol. Brændstoffet omdannes ombord til brint og derefter til elektricitet via brændselsceller, så brugen af fossile hjælpemotorer udfases. Solpaneler på skibets lugedæksler leverer ekstra grøn strøm til processen og reducerer CO₂-udledningen yderligere.
·Greenspire
Greenspire udvikler modeller for, hvordan industriparker og energifællesskaber kan dele vedvarende varme gennem solvarme, varmepumper, overskudsvarme og lagring. Seks case-parker i Europa skal afprøve modellerne, som derefter kan udbredes bredt. Projektet adresserer økonomiske, tekniske og samarbejdsmæssige barrierer og fremmer fælles investeringer i grøn varme.
Alle innovationsprojekter – tidligere, aktive og kommende – er eksempler på, at vi på tværs af Europa har fantastiske muligheder for at levere innovative løsninger på fælles europæiske udfordringer. Jeg håber, at ambassadørerne er vendt hjem med fornyet tro på den grønne omstilling og med et klart billede af potentialet i at gøre tingene sammen i europæiske partnerskaber.
Artiklen er en del af temaet Debat.