23948sdkhjf

Europa skal løfte Ørsted fra historisk lav kurs

Ørsteds aktiekurs faldt 30 procent efter ny kapitalforhøjelse i kølvandet på problemer i USA. Staten skyder 30 milliarder i - det får kritik fra blå partier

Mandag blev en sort dag for energiselskabet Ørsted, som oplevede det største daglige fald i aktiekursen og laveste kurs nogensinde.

Ved lukketid på Københavns Fondsbørs havde selskabets aktier tabt knap 30 procent af deres værdi til kurs 217,10.

Investorerne reagerede prompte på en udmelding fra Ørsted om, at der er brug for at udstede nye aktier til en kapitalforhøjelse på 60 milliarder kroner.

Baggrunden er, at frasalg af dele af en havvindpark på det usikre amerikanske marked, der skulle skaffe den nødvendige finansiering til en række fremtidige projekter, er fejlet.

Ifølge administrerende direktør Rasmus Errboe skal Ørsted med ny kapital i ryggen primært fokusere på at udbygge sin markedsposition for havvindparker i Europa.

- Havvind er en hjørnesten i den sammenhæng, som vi som markedsleder med mere end 30 års erfaring kan bidrage til at løfte.

- Der er for nuværende 37 gigawatt havvind installeret i Europa. Der er en forventning om, at det tal kan vokse frem mod 2050 til mere end 300 gigawatt, og det marked tror vi, at vi på sigt kan skabe værdi i, siger Rasmus Errboe.

Det er kun få år siden, at Ørsted havde store ambitioner om at opføre havvindparker i hele verden.

Båret frem af lave renter og grøn optimisme indgik selskabet aftaler på stribe om projekter i fjerne markeder som USA og Asien.

Men virkeligheden indhentede den danske energiudvikler, der har mødt modstand i form af højere renter, udfordringer med at skaffe komponenter rettidigt og senest Donald Trumps modstand mod vedvarende energi.

Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank mener, at det er forventeligt, at aktiemarkedet reagerer negativt på, at Ørsted nu må ud med hatten i hånden.

- Ørsted har et par gange nedskaleret deres strategi- og investeringsplaner.

- Nu viser det sig så, at der ikke er penge i kassen til de planer, som Ørsted har lagt, og det er selvfølgelig et krisetegn, som dog først og fremmest har bund i det amerikanske marked, siger han.

Han ser fortsat gode muligheder i at udvikle havvind i Europa, som Ørsted i øvrigt har gjort med succes i mange år.

Blandt Ørsteds investorer finder man den danske stat med en ejerandel på 50,1 procent.

Af meddelelsen mandag morgen fremgik det, at staten allerede havde sagt ja til at skyde yderligere 30 milliarder kroner i selskabet.

Det vakte kritik fra de blå oppositionspartier De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

- Vi har en forpligtelse til at passe på skatteborgernes penge. Det er et gigantisk stort beløb at skulle sige ja til på baggrund af meget lidt viden og uden sikkerhed for, at pengene kommer tilbage igen, siger De Konservatives formand, Mona Juul, til Børsen.

Men finansminister Nicolai Wammen (S) forsvarer beslutningen.

- Ørsted har redegjort for, at den primære årsag til behovet for kapitaltilførslen skyldes uforudsete og negative udviklinger på det finansielle marked for amerikansk havvind, som ligger uden for selskabets egen, direkte kontrol, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.

Finansministeriet oplyser til Ritzau, at statens forpligtelse til investeringen er betinget af, at "Ørsted tilvejebringer den resterende del af kapitaltilførslen fra øvrige investorer, idet Ørsted har indgået en særskilt aftale herom".

Ørsted offentliggjorde også regnskabet for første halvår mandag, som altså ikke kunne mildne investorerne.

Det viste et overskud på driften på 15,5 milliarder kroner - ti procent mere end i samme periode i 2024.

Omsætningen lød på 37,8 milliarder kroner - en stigning på tilsvarende 11 procent.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047