Aftale skal sikre forbrugerne bedre mod svindlere i elbranchen

Der har været mange eksempler på, at forbrugerne har haft dårlige oplevelser og er blevet snydt, når de har skiftet elselskab de senere år.
Det ønsker et politisk flertal at gøre op med i en ny aftale, som skal sætte en stopper for det. Det fremgår af en pressemeddelelse fredag.
- Fremover bliver det sværere for de heldigvis få brodne kar i elbranchen, for vi skal have fat i nakken på plattenslagerne.
- Vi vil både gøre det nemmere for forbrugerne at holde øje med elregningen og sikrer, at virksomhederne bliver ramt at konsekvenser, hvis de ikke følger reglerne, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Der er set eksempler på, at kunder har fået tilbageholdt tusinder af kroner. Regninger, der er blevet markant større end lovet. Kreativ markedsføring og uigennemskuelige abonnementer og kontrakter.
For at gøre det tryggere at være forbruger og slå ned på svindel i elbranchen skal en række tiltag bedre sikre forbrugerne.
Formålet er fair konkurrence på priser og gennemsigtige vilkår.
En række elselskaber har været i myndighedernes søgelys for ikke at overholde de gældende regler, herunder er flere blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.
Erhvervsorganisationen Green Power Denmark advarede i efteråret 2024 imod det, organisationen kalder "skruppelløse elselskaber".
Her var der tale om selskaber, der uden samtykke ringede forbrugerne op for herefter at flytte vedkommende til eget selskab, uden at forbrugeren var klar over det.
- Vi har i flere år advaret mod aggressive sælgere fra elselskaber, der med vildledende og i nogle tilfælde ulovlige metoder har snydt forbrugerne, siger topchef Kristian Jensen i en pressemeddelelse.
Der har været sager, hvor elselskaber i strid med loven ikke tilbagebetalte tidligere kunder de penge, de havde til gode hos selskaberne.
Regeringen foreslår, at der kan gives bøder til virksomheder, som gentagne gange overskrider regler og ignorerer eventuelle påbud fra myndighederne.
Ifølge aftalen lægges der op til, at en virksomhed, som har en indtjening på 20 til 50 millioner kroner, kan få en bøde på op mod en halv million kroner.
Direktør i Forbrugerrådet Tænk Winni Grosbøll har tidligere betegnet forholdene på elmarkedet som "wild west-agtige".
Hun har tidlige udtrykt tiltro til, at initiativerne vil fjerne de værste brodne kar i branchen.
Regeringen har indgået aftalen med SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.
/ritzau/