Klumme: Minimum rimer ikke på ”grøn stormagt”
Dette indlæg er skrevet af en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.
Det er sjældent nogen kioskbasker at skrive om implementering af EU-direktiver.
Og medgivet, det kan lyde kedeligt, men når det handler om implementeringen af EU’s tredje VE-direktiv, er det uhyre vigtigt – for det er den regulering, der er centralt for den grønne omstilling – herunder udbygning af PtX.
Derfor bør en ambitiøs implementering af direktivet ligge lige til højrebenet for en grøn stormagt som Danmark, men desværre er virkeligheden anderledes.
Regeringen vil minimumsimplementere og dermed er vi langt fra den grønne førertrøje.
+5 procent
Danmark står over for at skulle implementere EU’s tredje direktiv for vedvarende energi, VEIII.
Konkret indeholder direktivet bl.a. krav for, hvor stor en andel at den energi, der anvendes i transportsektoren, skal være grøn.
I 2030 skal 5,5 procent af energien i transportsektoren således være enten baseret på grøn brint eller avancerede biobrændstoffer.
Minimum 1 procent af de 5,5 procent af energien skal dog være brintbaseret i 2030, men der er intet til hinder for at opfylde hele målet baseret på grøn brint, således at 5,5 procent af energien i transportsektoren kommer fra grøn brint i 2030.
Igen: Det er temmelig teknisk, men det er altså også meget vigtigt.
Eftersom kravene skal efterleves i alle landene i EU, kan de blive en afgørende katalysator for grøn brintproduktion – og derved for dansk erhvervsliv. For med de danske styrkepositioner på vedvarende energi og grøn brint ville det jo være nærliggende at tro, at kravene i VEIII ville være en kærkommen mulighed for at se sammenhængene på tværs af energiformer og systemer, og udbygge og opskalere de grønne styrker herhjemme.
Men nej.
I stedet for at se VEIII-kravene som en potentiel løftestang for den danske brintindustri og muligheden for eksport til resten af EU, vælger den danske regering at implementere kravene på et absolut minimum.
Sammenhæng mellem København og Bruxelles
Det er ikke alene en strategisk fejl, det er også problematisk for et land, der fortsat vil være et grønt forbillede.
For når det kommer til grøn handling, hører vi ofte fra Christiansborg, at vi presser på for høje ambitioner i EU, fordi vores egen, nationale indsats har en forsvindende lille indvirkning i det store billede.
Men derfor klinger det også noget hult, når klima-, energi- og forsyningsministeriet så vælger en minimumstilgang til implementeringen af den grønne EU-regulering, der for alvor skal sætte skub i omstillingen af Europa, når den rammer København.
Dermed misser man en oplagt mulighed for både at løfte forbruget af grøn el og aftag af PtX-brændstoffer.
Dertil kommer i øvrigt det akutte europæiske behov for industriel oprustning, hvor grønne teknologier som vedvarende energi, brint og PtX er nogle af de områder, der er skal sikre forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.
Vi bruger ikke vores største styrke
Dette udfordringernes kinderæg, emissionsreduktioner, massiv udbygning af vedvarende energi og europæisk konkurrenceevne, er ikke let at få hul på.
Og også derfor er det svært at forstå, at den danske regering ikke vælger at benytte de redskaber, som rent faktisk kan bruges i indsatsen for et grønt, uafhængigt og konkurrencedygtigt Europa.
VEIII er skræddersyet til at være løftestang for den udvikling. Vi er i Danmark omgivet af vedvarende energi, så hvorfor lægge op til kun at indfri et minimum af vores forpligtelser med vores største styrke?
Man må formode, at regeringens plan er at indfri de resterende 4,5% med avancerede biobrændstoffer. Brændstoffer som potentielt skal importeres, og som f.eks. kan være produceret på brugt fritureolie, men vis oprindelse ofte er tvivlsom og uigennemsigtig. Er det virkelig et grønt foregangsland værdigt?
Vi skal bygge videre på årtiers indsats
I Danmark har vi alle muligheder for at blive producent og eksportør af grønne brændstoffer. Dette var sågar en målsætning i den desværre efterhånden hedengangne PtX-strategi fra 2021, men det er så absolut et mål, der er værd at holde fast i.
Trods den danske forkærlighed for de lokale grillbarer, bør vi dog samlet erkende, at vi har adgang til mere vedvarende energi end brugt fritureolie, og at det næste danske eksporteventyr derfor skal hentes i vinden – ikke i ønskebrønden.
Det giver ganske enkelt ikke nogen mening for et land som Danmark at satse på noget som helst andet end vedvarende energi og grøn brint og PtX.
Det er her, vi har årtiers investeringer og kompetencer, og det er her, vi har vores enestående industrielle kapabiliteter.
Hvis den danske regering insisterer på en minimumsindsats, kan vi ikke forvente andet end et minimumsudfald. En grøn stormagt gør ikke kun lige akkurat, hvad den er forpligtet til, og overlader det hårde arbejde og den ekstra indsats til andre.
Hvis et så VE-privilegeret land som Danmark tager den nemme udvej, er udsigterne for omstillingen dystre.
Artiklen er en del af temaet Debat.
