Obton får påbud efter "mangelfulde og vildledende" oplysninger

Finanstilsynet har ved en inspektion gransket Obtons forretningsmodel, porteføljepleje- og værdiansættelsesfunktioner samt håndtering af interessekonflikter.
Det har nu kastet flere påbud til Obton Forvaltning A/S af sig for brud på lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, skriver Finanstilsynet i en pressemeddelelse.
Vi ser på påbuddene med største alvor, fordi vores vigtigste fokus er at sikre, at vi varetager vores investorers interesser på bedste vis Søren Strøm
Datterselskabet Obton Forvaltning – der i praksis fungerer som ansvarlig for Obtons fondes investeringer i eksempelvis solcelleparker – har ifølge tilsynet ikke lavet egne, uafhængige vurderinger af investeringernes pris eller vilkår. I stedet har forvalteren støttet sig til oplysninger fra moderselskabet Obton A/S.
Det indebærer ifølge tilsynet en "betydelig risiko for, at investeringer ikke er sket i investorernes interesse."
Faktisk har Obton Forvaltnings oplysninger til investorerne om interessekonflikter været "mangelfulde og vildledende" i relation til at gøre investorerne i stand til at vurdere interessekonflikterne, skriver tilsynet.
I øjeblikket har Obton en pipeline på 5 GW solcelleparker. Porteføljen af sol- og batteriparker udgør mere end 30 mia. kr. fordelt på over 1000 parker globalt.
Ser anderledes på kritikken
Hos Obton ser man på tilsynets afgørelse med stor alvor, selvom man ikke er helt enig i tilsynets vurdering.
- Vi ser på påbuddene med største alvor, fordi vores vigtigste fokus er at sikre, at vi varetager vores investorers interesser på bedste vis. Derfor skal vores processer naturligvis leve op til de høje krav og standarder, der følger af lovgivningen, siger adm. direktør i Obton Forvaltning, Søren Strøm, i en pressemeddelelse på bagkant af Finanstilsynets og fortsætter:
- Det har Finanstilsynet vurderet, at det ikke er tilfældet på udvalgte områder af vores forretning, og selvom der er dele af kritikken, som vi ser anderledes på, så vil vi i en konstruktiv dialog med Finanstilsynet arbejde målrettet på at efterleve påbuddene hurtigst muligt.
Samtidig mener selskabet, at flere af tilsynets kritikpunkter knytter sig til arbejdsgange og strukturer, der går tilbage.
Indkasserede dobbelt pris efter ét år
Desuden noterer tilsynet to honorarer i to konkrete projekter, hvor Obton A/S ifølge tilsynet har pålagt sine egne investeringsfonde et "uoplyst honorar".
I en konkret investering blev 'Dynamic Fonden' ifølge tilsynet påført et uoplyst honorar til Obton på omkring 100 mio. kr., svarende til næsten halvdelen af fondens egenkapitalindskud.
Det skete ved, at Obton A/S solgte et aktiv til fonden til en pris, der var cirka dobbelt så høj som den pris, Obton A/S selv havde betalt bare et år tidligere - uden at der var sket ændringer i aktivet, der kunne begrunde prisstigningen.
Den udlægning kan Obton Forvaltning A/S "imidlertid ikke genkende". Obton påpeger i en pressemeddelelse, at man bør se på det fulde omkostninger til ressourcer såvel som den risiko, der er forbundet med udvikling af projekterne.
Forsyningstilsynet har pålagt Obton at oplyse investorer klart og dækkende om alle identificerede interessekonflikter og om deres potentielle skadevirkninger. I praksis betyder det, at Obton nu skal berigtige oplysninger til investorer individuelt.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at en afvikling af Obton Forvaltning A/S vil være et naturligt skridt.