23948sdkhjf

Færre forbrugere, men højere gasforbrug: Hvordan hænger det sammen?

Dette indlæg er en skrevet af en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

For ikke så længe siden sagde vi farvel til 2024 og goddag til 2025. Dermed har det været tid til at gøre status – også for Evida, der driver gasdistributionssystemet, som er en vigtig del af Danmarks kritiske infrastruktur. Evida har ansvaret for at distribuere gas frem til de i dag mere end 312.00 gaskunder.

I 2024 endte det samlede gasforbrug på 1.708 mio. Nm3. Det er en energimængde, der svarer til cirka halvdelen af Danmarks samlede elforbrug - eller elforbruget i 4,5 mio. husstande. Der er dermed tale om en meget stor mængde energi, som gassystemet hvert år transporterer frem til kunderne. 

Og gasforbruget er faktisk steget en smule. 3 procent helt nøjagtigt, når vi sammenligner med 2023.

Stigningen skal ses i lyset af, at Evidas kundeantal i samme periode er faldet med mere end 21.500 privatkunder. Så hvordan hænger det sammen?

Erhvervskunders gasforbrug steg med 12 procent

Evidas kunder kan groft sagt deles op i tre typer: Fjernvarme, der bruger gas som en vigtig reserve til de særligt kolde dage. Privatkunder og mindre erhverv, der hovedsageligt bruger gas til opvarmning. Og slutteligt de erhvervsvirksomheder, der bruger gas til at drive deres virksomhed for eksempel til industri eller produktionsformål.

Både varmeforsyningen og privatkunder har haft et fald i forbruget i 2024 på 3,6 procent. Heraf kan cirka halvdelen af faldet forklares med højere udetemperatur, mens det resterende skyldes andre årsager herunder blandt andet faldet i privatkunder. Disse skifter til andre varmekilder som led i den politiske ambition om, at gas udfases til opvarmning af bygninger.

Stigningen i gasforbruget kommer dermed ikke herfra, men derimod fra de øvrige erhvervskunder. Denne kundegruppes gasforbrug steg med 12 procent i 2024.

Det er helt i tråd med forventningerne til fremtidens gasforbrug.

Hvem skal bruge gas i fremtiden?

Hele Danmarks energisystem er i gang med en omstilling mod mere vedvarende energi, generel elektrificering og udbygning af fjernvarme.

Set på antal udgør privatkunder den største andel af Evidas samlede kundeantal med cirka 279.000 kunder. Ser man derimod på forbrug udgør varmeforsyning og de øvrige erhvervskunder langt den største del, hvor de står for tæt på to tredjedele af gasforbruget.

Selvom det samlede kundeantal falder, tilkobler Evida fortsat nye kunder især inden for industri. Her er der tale om industrivirksomheder særligt inden for tung industri, der ikke kan elektrificere deres produktion.

Denne type kunder baserer bl.a. deres produktion på kul og olie og kan mindske deres CO2-udslip væsentligt ved at skifte til gas. Det skyldes, at gas udleder 40 % mindre CO2 end kul og 25 procent mindre CO2 end olie.

Alene i 2024 har Evida indgået nye distributionsaftaler med kunder på næsten 40 mio. Nm3 årligt.

Hvad med biogas?

Udover at erhvervskunder kan spare CO2 ved at skifte fra kul og olie til gas, så vil effekten bliver større i takt med at biogasproduktionen vokser. For biogas fortrænger naturgas, og skåner dermed atmosfæren for CO2.

Den simple beregningsmetode betyder, at når 1 Nm3 biogas erstatter 1 Nm3 naturgas, fortrænges 2,26 kg CO2. Produktionen af biogas har i 2024 dermed skånet atmosfæren for cirka 1,47 mio. t CO2, hvilket svarer til udledningen fra cirka 11 mia. kørte kilometer i en benzinbil.

I 2024 blev der tilført 649 mio. Nm3 biogas til gasnettet, og biogasandelen for 2024 udgjorde 38,0 % af den samlede distribuerede gasmængde. Flere nye biogasanlæg er under etablering og eksisterende udvider. Dermed forventes produktionen og biogasandelen at stige i de kommende år. De nuværende prognoser viser, at mængden af biogas i nettet overstiger det danske forbrug allerede i 2030.

Fremtidens gassystem

Gassystemet ser ind i en fremtid med mere biogas, færre privatkunder, mens store erhvervskunder vil være fremtidens primære gasforbrugere.

Selvom kundesammensætningen ændrer sig, er Evidas opgave fortsat den samme: At drive en sikkert, effektivt og stabil forsyning

For gas er en vigtig ressource og energikilde, der er stabil, fleksibel og kan lagres. Dermed er Evidas infrastruktur en vigtig brik i den danske forsyningssikkerhed – nu og i fremtiden.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.077