Vestforbrænding har vundet udbuddet om behandling af restaffald i 18 kommuner. Det er første gang, at forbrændingsegnet affald fra husholdninger er blevet udbudt i hovedstadsområdet, efter at kommunerne nu er forpligtede til at konkurrenceudsætte behandlingen.
– Vestforbrænding er ligesom de øvrige affaldsenergianlæg i Danmark i en enorm omstillingsproces, hvor vi nu skal agere på kommercielle vilkår og ikke, som tidligere, har vores ejerkommuner som fødte kunder. Det har været en lakmusprøve for os, om vi kunne stå distancen. Og det kan vi, siger Heine Winding Lauenborg, kommerciel chef i Vestforbrænding, i en pressemeddelelse.