23948sdkhjf

Danmark får en samlet platform til ”Big Data”

En idékonkurrence skal bringe Danmark i front, når det gælder anvendelsen af ”Big Data” i fremtidens smart city-løsninger.
Big Data er fremtidens digitale råstof. Den digitale økonomi tegner sig for 20 procent af væksten i de udviklede lande, og OECD peger på datadrevet innovation som en kilde til vækst, der skal tages alvorligt af den offentlige sektor, der ejer store mængder data.

Med idékonkurrencen inviterer Copenhagen Cleantech Cluster og Realdania virksomheder til at præsentere deres bud på, hvordan verdens bedste digitale infrastruktur kan se ud. En IT-arkitektur, der kan skabe grundlaget for kommercielle og bæredygtige løsninger i fremtiden.

- Vi ser store potentialer i at skabe en samlet platform for Big Data i Danmark. Data om fx bygningsbestand, el- og varmeforbrug, trafik og parkering har allerede vist, at de kan bruges til at lave smarte løsninger, som kan gøre livet i byen bedre og lettere og skabe en mere miljørigtig adfærd. Så vi ser meget frem til at se resultatet af idekonkurrencen, siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania, der har finansieret idekonkurrencen.

Til gavn for borgerne
Det er i første omgang i storbyregioner og større byer som København/Hovedstadsregionen og Århus, at potentialet i Big Data kan udnyttes kommercielt. Her findes i forvejen omfattende data om trafik, boliger, affald, vejr, forbrug, m.m., men de er spredt hos en række forskellige dataholdere.

Med én fælles platform, der effektivt samkører dataene og gør dem tilgængelige og brugbare, skabes grundlaget for i første omgang effektiviseringer, senere nye produkter og forretningsmodeller og i sidste ende nye virksomheder med helt nye løsninger og produkter.

I sidste ende er det borgerne, der skal have gavn af resultaterne, når udviklere, virksomheder, forskere m.fl. får adgang til og mulighed for at anvende de store mængder data. Eksempelvis kan en applikation, der samler parkerings- og trafikdata, være med til at nedsætte ”søge-trafikken” i indre by. Transportsystemer kan optimeres på baggrund af folks bevægelsesmønstre, og energidata kan bruges til at justere husstandens elforbrug, så det anvendes mest hensigtsmæssigt.

Deadline for anmodning om prækvalifikation er den 8. november. Herefter udvælges de tre bedste kandidater, der alle modtager 100.000 euro til at udvikle deres idé. Idékonkurrencen er finansieret af Realdania.

Udbudsmaterialet og yderligere information findes på Copenhagen Cleantech Clusters hjemmeside .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097