23948sdkhjf

Stop med at holde danske boligejere som gidsler i fjernvarmefiaskoer

Af Jens Henrik Mæng, bestyrelsesmedlem i Varmepumpeindustrien (VPI).

Forestil dig, at du har ventet i flere år på at få fjernvarme. Haven er gravet op, regningen er sendt, og dit gamle gasfyr synger på sidste vers. Men pludselig stopper projektet. Du får at vide, at der alligevel ikke kommer fjernvarme til dit område, og du får heller ikke mulighed for at søge tilskud til en alternativ, ny varmeløsning som for eksempel en varmepumpe.

Netop denne situation befinder tusinder og atter tusinder af danske boligejere sig i, mens du læser disse ord. Som det er nu, dikterer en forsyningstilsynslov fjernvarmeregel nemlig, at borgere, der befinder sig i et område, der udlægges til varmeformen, automatisk sættes i en karantæne på fem år for at søge om tilskud til alternative, nye varmeløsninger. Reglen gælder endda, uanset om fjernvarmeprojektet bliver en realitet eller ej.

Når fjernvarmeprojekter så falder til jorden, som det senest ses med Odsherred Forsyning, ender borgerne i en decideret varmelimbo, hvor de ikke kan få fjernvarme, og hvor vejen til en alternativ løsning synes umulig. For mange danskere er den økonomiske håndsrækning fra varmepumpepuljen nemlig en afgørende faktor i at investere i en varmepumpe.

Det virker derfor decideret ulogisk, dysfunktionelt og alt andet end fleksibelt, at borgere fastlåses, som forsyningstilsynsloven dikterer. Især set i lyset af, hvor skrøbelige fjernvarmeprojekterne har vist sig at være. Husk på, at situationen med Odsherred Forsyning langt fra er enestående. Tværtimod vokser listen af fejlslagne fjernvarmeprojekter i et alarmerende tempo landet over, og fælles for dem alle er, at boligejerne ender som sorteper.

Man fristes til at tro, at kommunerne – i ren panik over bestræbelserne på at blive uafhængig af gassen – har glemt, at der findes gode, klimavenlige alternativer til fjernvarmen.

Hæmmer den grønne omstilling

Ikke nok med at karantænen gør dybe panderynker endnu dybere hos de borgere, der befinder sig i orkanens øje af fjernvarmefiaskoerne landet over, så hæmmer karantænen også den grønne omstilling på varmeområdet, hvor regeringens erklærede mål er, at gasfyr skal udfases inden 2035.

Mange danske boligejere vælger nemlig at blive ved det, de kender, og som virker økonomisk attraktivt i form af gasfyret, når vejen til nye, mere bæredygtige varmekilder gøres så besværlig fra politisk side. Tal fra Sikkerhedsstyrelsen viser, at der alene i perioden 2022–2023 blev installeret 8.000 nye gasfyr i Danmark. Og det er i bund og grund et godt eksempel på følgevirkningerne af de barrierer, vi skaber for os selv med den nuværende ”one-size-must-fit-all”-tilgang.

Misforstå mig ikke: Fjernvarme spiller uden tvivl en vigtig rolle i den grønne omstilling, men det er på tide, at Regeringen og de danske kommuner træder i karakter og sørger for at give boligejerne den nødvendige frihed til at vælge de grønne løsninger, der fungerer bedst for dem – og som minimum ikke holder dem som gidsler i fejlslagne projekter.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08