23948sdkhjf

Benspænd bremser batteriers anvendelse i Danmark

Af Anne Marie Damgaard, direktør, DaCES.

Den danske batterisektor er sammen med universiteter og vidensinstitutionerne innovativ og dynamisk. Sammen kan de spille en central rolle i at levere på de danske klimamålsætninger i 2030 og bidrage til, at Europa opbygger en bæredygtig og forsyningssikker energiforsyning med egne værdikæder. Men det kræver, at regeringen og myndigheder sætter batterier på den politiske dagsorden og ligestiller batterier med andre lagringsteknologier.

Danmark skal fungere som en sandkasse for forskning, test, demonstration og udvikling af batteriteknologier fra en spirende sektor til et globalt marked.

I et nyt notat, ”Strategisk indsats for den danske batterisektor 2024,” har vi analyseret en række forhold, der forhindrer, at batterier bidrager optimalt i udviklingen af fremtidens energiinfrastruktur og grønne omstilling.

Vores notat er udarbejdet i samarbejde med medlemmerne af DaCES’ arbejdsgruppe for batterier, der samler mange af Danmarks fremmeste eksperter fra universiteter, vidensinstitutioner og erhvervsliv.

I notatet peger vi på fire indsatsområder for at udvikle potentialet i den danske batterisektor:

1. Bedre udnyttelse af etablerede teknologier

Det danske distributionsnet er under pres af den stigende andel af VE og elektrificering. Der findes allerede en række etablerede teknologier, der gør, at vi kan udnytte eksisterende systemer og infrastruktur bedre.

Lokale fleksibilitetsmarkeder, V2G og genbrug af elbilbatterier som batterianlæg (BESS) har et stort potentiale for at gøre omstillingen af energisektoren nemmere.

-Lokale fleksibilitetsmarkeder undgår lokale flaskehalse, og gør, at batterier i højere grad kan justere deres drift i forhold til, hvad det lokale net har behov for.

-En bred implementering af V2G-teknologier vil gøre, at elbiler kan medvirke til at balancere og stabilisere elnettet – og når batteriet er udtjent i bilen, kan det anvendes som batterianlæg.

-Ved at støtte en fuld udnyttelse af elbilbatterier kan det samlede antal batterier, der skal bringes i spil, reduceres og bidrage til en omkostningseffektiv energiomstilling.

2. Klare markedsvilkår for batteriers anvendelse

Ved etablering af flere systemydelsesmarkeder og kapacitetsmekanismer kan vi sikre, at batteriers bidrag prioriteres der, hvor de gør mest gavn. En kapacitetsmekanisme vil medvirke til at batterier bidrager til at modvirke effektutilstrækkelighed på de mørke og vindstille vinterdage. Og et systemydelsesmarked kan bl.a. medvirke til at batterianlæg kan konkurrere om at levere disse ydelser og reducere behovet for traditionelle, dyre elnetkomponenter.

3. Klarhed og dialog for at bevare momentum

Der er behov for nye definitioner af batterier og el-lagring i elforsyningsloven, der afspejler deres reelle effekt på nettet i Danmark. For at fremme forretningsgrundlaget for batterianlæg, der aflaster elnettet og forøger udnyttelsen af VE-anlæg, er der brug for lige konkurrencevilkår. Ensartede regler for opstillingsmuligheder i landzoner tæt ved VE-anlæg vil understøtte realisering af disse muligheder.

Vi håber på, at Danmarks implementering af EU’s reviderede direktiv for fremme af vedvarende energi (VE III) senest i maj 2025 vil adressere disse udfordringer for netop at understøtte det store udviklingspotentiale for batterisektoren.

4. En langsigtet og national batteristrategi

Der er brug for en national batteristrategi, der skal positionere Danmark i et marked, hvor vores nabolande allerede har udviklet omfattende strategier og planer. Strategien skal stimulere forskning, vækst og investeringer i den danske batterisektor. Den skal understøtte og videreudvikle allerede etablerede danske styrkepositioner som næste generations ion-batterier, nye genanvendelige batterityper og digitale optimeringsværktøjer. Det gælder også anvendelse som intelligent styring, integrering og automatisering af batterisystemer, der er særlig relevant for transportsektoren.

Batteristrategien skal anvise, hvordan Danmark ved at styrke sine kernekompetencer kan øge indsatsen i det europæiske batterisamarbejde og bidrage til, at Europa når en bæredygtig og forsyningssikker energiomstilling med egne uafhængige værdikæder.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094