23948sdkhjf

Forbrugerprisloft er afgørende for den grønne omstilling

Af Christian Petersen, næstformand i Varmepumpeindustrien.

Ny varmeforsyningslov giver anledning til heftig debat om bl.a. forbrugerbeskyttelse, økonomi og transparens i varmeforsyningssektoren. Det er emner som længe har optaget Varmepumpeindustrien, da vi de senere år har oplevet et uligevægtigt fokus på fjernvarme og det oplagte alternativ, individuelle varmepumper, som vi ikke mener er til gavn for boligejerne i alle tilfælde.

Kollektiv forsyning fylder med god grund meget i det politiske landskab. Der er en lang tradition for kollektiv forsyning i Danmark, som både bidrager til arbejdspladser, eksport, og mange steder god forbrugerøkonomi. Det er derfor naturligt at man i forbindelse med det politiske arbejde for udfasning af gas og olie til boligopvarmning også i første omgang har valgt at undersøge, hvor i landet fjernvarme kan give mening som alternativ hertil.

Siden KL og daværende regering d. 29. juni 2022 indgik en aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne, har landets kommuner screenet potentielle fjernvarmeområder og udarbejdet konkrete projektforslag for konvertering i udvalgte tilfælde, hvor man vurderer det bedre samfundsøkonomisk for boligejerne, end alternativet individuelle varmepumper.

Aftalen har ifølge KL’s rapport Status på udrulning af grøn varme i kommunerne ført til at over halvdelen af de tilbageværende 300.000 boligejere med gasfyr har fået, eller vil få, et konkret tilbud om fjernvarme.
Men selvom økonomien jo i teorien burde være attraktiv for boligejeren, så oplever vi mange steder manglende opbakning til fjernvarmeprojekterne.

Årsagerne hertil kan være mange, men efter vores opfattelse er en del af forklaringen, at de aktuelle priser i mange tilfælde er langt højere end udgangspunktet for projekterne, samt at det som boligejer simpelthen er for vanskeligt at orientere sig om, hvad der er den bedste varmeløsning i det konkrete tilfælde.

Varmepumpeindustrien har længe efterlyst et værktøj, som på adresseniveau kan oplyse boligejerne om, hvad det helt konkret vil koste dem at opvarme deres bolig med hhv. fjernvarme og individuel varmepumpe. Vi anerkender at et sådant værktøj altid vil være forbundet med en vis usikkerhed om fremtidsaspekter, men mener at det må være muligt at blive enige om nogle retvisende beregningsforudsætninger, som kan hjælpe boligejerne med at træffe deres valg om varmeforsyning på et oplyst og transparent grundlag.

Af samme årsag ser vi meget positivt på indførelsen af et forbrugerprisloft, som i praksis vil sikre boligejerne oplysninger om, hvad der i deres tilfælde, er det billigste alternativ.
Behovet understreges i høj grad af et kig i Forsyningstilsynets oversigt over fjernvarmepriser på tværs af landet, hvor prisen for opvarmning af standardbolig med fjernvarme i Danmark svinger fra ca 6.500 til 44.000 kroner. Rigtig mange steder, vil en individuel varmepumpe derfor være økonomisk konkurrencedygtig.

Foruden det oplagte formål, at give boligejere med dyr fjernvarme mulighed for at afkoble sig mod betaling, tror vi i Varmepumpeindustrien også på at en indførelse af forbrugerprisloftet vil have en præventiv effekt mod etablering af urentable fjernvarmeområder og fejlinvesteringer.

Selvom prisloftet kan medføre udfordringer for nogle forsyningsselskaber, mener vi at hensynet til boligejerne til enhver tid bør prioriteres forud, og netop trygheden for boligejerne tror vi i øvrigt også vil gavne både fjernvarmesektoren, kommunerne og især grønne omstilling i længden.
Ingen er således tjent med sager, hvor boligejere er stavnsbundet til dyre varmeaftaler, som vanskeliggør hussalg mv.

Hvis vi skal i mål med de politiske ambitioner for udfasning af fossile brændsler til boligopvarmning i Danmark, skal vi efter vores mening skabe tryghed for boligejerne, så de tør at træffe de nødvendige beslutninger om konvertering til enten fjernvarme eller individuelle varmepumper.

Fjernvarmen skal udrulles, hvor det giver bedst mening – individuelle varmepumper, hvor de giver bedst mening. Kort sagt: Rette varme på rette sted.
Da vi ikke længere har tilslutningspligt i Danmark, er det i sidste ende boligejerne, der skal træffe den endelige beslutning om, hvad der er den rette forsyningskilde hos netop dem. Derfor skylder vi dem også fuld transparens og oplysning på området, men også maksimal forbrugerbeskyttelse, hvis forudsætningerne skulle ændre sig senere i livet.

Kun sådan skaber vi tillid til, at man som boligejer trygt kan tage en beslutning om valg af grøn varmekilde.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08