23948sdkhjf

EU ser på grønne løsninger i Danmark

Byplanlæggere og embedsmænd fra hele EU er i disse dage i København for at se på grønne løsninger.
København er udpeget som Europas miljøhovedstad i 2014, og med bystyrets planer om at blive CO2-neutral i 2025 er den danske hovedstad et godt eksempel på, at det er muligt at kombinere økonomisk vækst og miljø- og klimamæssige hensyn.

DI Energi, Dansk Arkitektur Center og klimakommissær Connie Hedegaard har derfor i fællesskab arrangeret en studietur, og torsdag og fredag i denne uge er byplanlæggere og embedsmænd fra hele EU samlet i København for at se på grønne løsninger.

- I København er vi verdensmestre i at udvikle og implementere nye energieffektive løsninger, der er klimavenlige og giver forbrugerne en økonomisk gevinst. Det er både Københavns fjernvarme- og fjernkølingssystemer gode eksempler på. Der er brug for bæredygtige løsninger rundt omkring i verdens voksende storbyer, hvor man mange steder slås med en både dyr og forurenende energiforsyning, siger overborgmester Frank Jensen.

Har allerede mange af løsningerne
I takt med, at de europæiske borgere i stigende grad flytter til byerne, vokser behovet for intelligente og bæredygtige byløsninger, der kan håndtere befolkningsvækstens øgede pres på klimaet og samtidig sikre borgernes livskvalitet. Det gælder eksempelvis CO2-udledning, forurening, trafikpropper og affald.

- Vi har allerede mange af løsningerne, blandt andet i København. Som del af vores kampagne " A world you like " samler vi derfor stadsarkitekter, chefbyplanlæggere og kommercielle beslutningstagere fra 11 europæiske lande for vise de konkrete løsninger frem og hjælpe til, at de bliver spredt til andre dele af Europa, siger Connie Hedegaard.

Ambitionerne for fremtiden er meget grønne
I perioden frem mod 2030 vil verdens byer stå for næsten 90 pct. af befolkningstilvæksten, 80 pct. af vækstskabelsen og 60 pct. af verdens energiforbrug. Byvæksten er derfor ikke kun en udfordring i EU men også i resten af verden - herunder vækstlandenes såkaldte megabyer.

- Danmark er et internationalt foregangsland i den grønne omstilling. I takt med udlandets øgede fokus på klimaspørgsmål efterspørges danske løsninger i stigende grad. København rummer et væld af effektive grønne løsninger i dag – og ambitionerne for fremtiden er meget grønne. Vi vil gerne benytte EU’s øgede fokus på energieffektivitet og Københavns status som europæisk miljøhovedstad som afsæt til at vise, hvordan danske løsninger kan bidrage til energieffektiv vækst i hele Europa og verden, siger branchedirektør Hans Peter Slente, DI Energi.

Deltagerne i studieturen ser blandt andet på effektivt byggeri, anvendelsen af fjernvarme og fjernkøling, integreret byplanlægning og udnyttelsen af affald til varmeproduktion. Blandt eksemplerne på grønt byggeri skal delegationen besøge Industriens Hus og House of Green samt Rambølls hovedkvarter og beboelsesejendommen Ottetallet i Ørestaden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079