23948sdkhjf

I Helsingør lancerer alliance mission for vigtigt klimamål

Lande skal snart opdatere nationale klimaplaner. Trojka vil sikre, at Parisaftalen ikke løber ud i sandet

En alliance har torsdag løftet sløret for en mission om at holde den mest ambitiøse del af klimamålet fra Parisaftalen i live.

Alliancen består af det nuværende og de kommende værtslande for FN's årlige klimatopmøder, der disse dage er i Helsingør.

Her afholdes det første møde forud for det næste klimatopmøde, COP29, der finder sted i november i Aserbajdsjan.

Alliancen skal sikre, at 1,5 graders-målet fra Parisaftalen ikke løber ud i sandet med de nationale klimaplaner (NDC'er), som verdens lande skal opdatere snart.

- Denne trojka kan og skal hjælpe med at sikre, at den næste afgørende runde af NDC'er på linje til at holde vores kollektive nordstjerne på 1,5 grader inden for rækkevidde, siger Sultan al-Jaber ved åbningen.

Han var formand for det seneste af FN's klimatopmøder, COP28 i De Forenede Arabiske Emirater, og har titlen indtil næste møde.

De to andre medlemmer af trojkaen er Aserbajdsjan og Brasilien, der har værtskabet for de næste to af FN's årlige klimatopmøder.

Målet i Parisaftalen, som al-Jaber henviser til, er at begrænse stigningen i de globale temperaturer til et godt stykke under 2 grader - og helst ikke mere end 1,5 grader.

Det blev sat for at undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Aktuelt er verden dog på helt gal vej. Ifølge FN's Miljøprogram (Unep) har vi kurs mod en stigning på op mod 2,9 grader sidst i århundredet.

Stigningen måles i forhold til før industrialiseringen, hvor verden begyndte at bruge kul og udlede store mængder drivhusgas til atmosfæren.

Temperaturen er allerede 1,1 grad varmere end før sidste i 1800-tallet set over flere år, og sidste år var det varmeste år målt.

Her var temperaturen 1,45 grader højere end før industrialiseringen, og det ventes, at vi snart kan se et kalenderår over grænsen.

Det skal dog ske over længere tid, før det kan siges, at den er brudt.

Til mødet er også professor Jim Skea fra FN's Klimapanel, IPPC. Han mener, at organisationen er begyndt at lyde som en plade, der er gået i hak.

- Vi har sagt i mere end fem år, at kun øjeblikkelig og dyb reduktion vil begrænse opvarmningen til 1,5 grader. Vi kan ikke blive ved med at sige det for evigt, siger han.

Ifølge Parisaftalen skal landene opdatere deres NDC'er hvert femte år. Den tredje runde skal afleveres om mindre end et år - februar 2025.

Derfor bliver det også det store fokus på klimatopmødet i 2025 - COP30 - der skal holdes i Belem ved Amazonas i Brasilien.

Men trojkaen, der blev besluttet sidste år i Dubai, har allerede kontakt med de tæt på 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention.

De opfordres til tidligt at indsende NDC'er med "meget høje ambitioner".

- Vi er meget bevidste om, at vi skal gøre, hvad der forventes af trojkaen fra det nye mandat, vi fik i Dubai, siger André Corrêa do Lago, der repræsenterer Brasilien, torsdag i Helsingør.

I brevet var også en forpligtelse fra de tre lande i trojkaen: Deres NDC'er vil være på linje med 1,5 gradersmålet, lover de.

Mødet i Helsingør slutter fredag.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078