Tid til at komme videre?
Af Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør Ewii
Professor Henrik Madsen skrev i sidste uge en glimrende klumme om behovet for at vende energisystemet på hovedet og flytte fokus til forbrugsfleksibilitet. Hvor Henrik Madsens fokus var på digitalisering og AI, vil jeg fokusere på et andet nok så vigtigt aspekt af denne forandring af energisystemet: der er behov for en børs, som vi ikke har i dag og nogle tilpasninger af logikkerne bag de eksisterende balanceringsydelser.
Systemydelser er velkendte i TSO/Energinet verdenen. Her er der et naturligt behov for at kunne sikre balancen i energisystemet ved at sikre sig muligheder for op- og nedregulering af produktionen, så den passer til forbruget. Energinet er i udgangspunktet ligeglade med, om ydelsen leveres ved en tilpasning af produktionen gennem f.eks. nedlukning af vindmøller eller om den sker ved regulering i forbrugsmarkedet, hvor der kan reguleres på eksempelvis elkedler og batterier. I første omgang handler det om at sikre, at der altid er strøm i stikkontakten: fokus er på oppetid, og det er godt set i et samfundsøkonomisk perspektiv. Det vil være voldsomt dyrt for samfundet, hvis vi har længere perioder uden strøm.
At det er godt i et samfundsøkonomisk perspektiv er imidlertid ikke ensbetydende med, at der er tale om et samfundsøkonomisk optimum. Den vindmøllekapacitet, der er installeret bør altid køre ved maksimal effekt, hvis der er mulighed for at balancere systemet ved at flytte forbrug til de tidspunkter, hvor vindmøllerne kan producere mere end den umiddelbare efterspørgsel tilsiger. Derved får vi den bedst mulige udnyttelse af vindmøllerne og reducerer indirekte behovet for noget af den produktionskapacitet, der ellers ville skulle bygges – med alle de gener, det indebærer. Varmes vandet til fjernvarmen op lidt tidligere, eller køles fryseren lidt længere ned end der er behov for, opstår der mulighed for at klare sig med mindre produktionskapacitet, når vinden ikke blæser eller solen ikke skinner.
Det er imidlertid ikke nogen triviel opgave at fjerne op- og nedregulering af produktionskapaciteten for at lade den erstatte af fuld tilpasningsevne i forbrugssystemet. Men det starter med en logik, der siger, at reguleringen skal have afsæt i, at al vind- og solproduktionskapacitet skal være aktiveret indtil det punkt, hvor der ikke er flere forbrugsreserver at trække på. Selv om det kan forekomme i det gældende system, vil det ikke altid forekomme naturligt, da både producenter og forbrugere indmelder kapacitet til både op og nedregulering. Energinet kan derfor stå i den situation, at de skal betale for både opregulering af produktion og forbrug for at skabe et samfundsøkonomisk optimum – og ikke mindst betale for at motivere rigelige forbrugsmængder til over tid at være så fleksible, at de kan følge med i et meget varierende produktionsmarked. Det er selvsagt ikke en motivation, der lader sig realisere uden en større indsats, men tanken er interessant: tænk sig, hvis op- og nedregulering aldrig måtte ske på produktionssiden og altid skulle ske på forbrugssiden! Vi vil så ikke længere tale om produktionskapacitet, men i stedet fokusere på noget, man kan kalde forbrugskapacitet.
Men ét er produktions- og forbrugskapacitet. Noget andet er transportkapaciteten i elnettet. Her er særligt DSO-nettet udfordret af den stigende mængde forbrug. Vi har længe talt om el-biler og varmepumper, der vil udfordre DSO-nettet. Nu er også el-lastbilerne godt på vej – og de udgør en endnu større udfordring. Og den helt store trussel er, at husstandsbatterier falder så meget i pris, at det kan betale sig for den enkelte husstand at spekulere i prisarbitrage: køb når strømmen er billig. Ligesom elbiler og varmepumper vil gøre det.
Netselskaberne holder gode miner, men virkeligheden er, at udfordringerne ikke længere er teoretiske. De har meldt sig. Og realistisk set vil netselskaberne ikke kunne etablere el-kapacitet i den hastighed, som markedet efterspørger. Mens elnettet udbygges, kan der således være behov for at kunne købe fleksibilitet i markedet – men selv når elnettet er udbygget, er det måske endda billigere at betjene sig af fleksibilitetskøb frem for at køre med gravko. Det har vi talt om længe, og i Flexible Energy Denmark har vi kortlagt masser af udfordringer og muligheder i det. Sagen er bare, at vi ikke kommer nogen vegne, hvis ikke der etableres en børs, hvor forbrugere og netselskaber kan mødes og handle fleksibilitetsydelser. Der skal være et marked, hvor nogen kan læse en tilbudt pris, for at nogen vil stille fleksibilitet til rådighed. Og der skal være et marked, hvor netselskaberne kan læse en salgsvillighed og en pris, for at netselskaberne vil gøre brug af fleksibilitetsydelsen. Indtil da kan kureret rækkeviddeangst blive erstattet af gravkopanik. Det er tid til at komme videre. Det er tid til at etablere den børs, der bringe en villig køber og en villig sælger sammen. Og i øvrigt medføre, at de digitaliseringsløsninger, Henrik Madsen talte om, vil blive bragt i spil.
Artiklen er en del af temaet Klumme.
