23948sdkhjf

Ørsted et skridt videre med 924 MW vind

Ørsted og Eversources havvindmølleprojekt Sunrise Wind er nu endnu tættere på en realisering. 

New Yorks energimyndighed New York State Energy Research and Development Authority (NYSERDA)har betinget  valgt Ørsteds og Eversources Sunrise Wind-projekt. 

Nu skal der forhandles en 25-årig OREC-aftale (Offshore Wind Renewable Energy Certificate) vedrørende en havvindmøllepark med en maksimal kapacitet på 924 MW.

- New York 4-auktionen vidner om, at guvernør Hochul går forrest inden for grøn energi, og at delstaten har været i stand til at reagere hurtigt på den hidtil usete makroøkonomiske udvikling, der ændrede økonomien i den første bølge af havvindprojekter i USA fundamentalt og truede delstatens omstilling til grøn energi. Med tildelingen i dag af denne kontrakt til et prisniveau, der afspejler de nuværende komponent- og finansieringsomkostninger, er Sunrise Wind godt positioneret til at producere grøn energi til New York, siger David Hardy, Ørsteds regionsdirektør for Amerika.

Godt i gang

Sunrise Wind forventes at stå klar i 2026 med forbehold for resultatet af de kommende OREC-forhandlinger, nødvendige myndighedsgodkendelser samt Ørsteds endelige investeringsbeslutning, som forventes at blive truffet i andet kvartal 2024. 

Sunrise Winds design er blevet gennemgået og godkendt af alle relevante delstatsmyndigheder, og alle væsentlige aftaler med leverandører og projektspecifikke aftaler om arbejdskraft er indgået. 

”Vi er stolte over at være førende inden for havvind i New York. Vi har snart færdiggjort opførelsen af South Fork Wind, delstatens første havvindmøllepark, og med Sunrise Wind vil vi skabe yderligere økonomiske fordele og lokale arbejdspladser, samtidig med at vi bidrager til, at New York kan nå sit 2030-mål om 70 % vedvarende energi, siger David Hardy.

De endelige myndighedstilladelser forventes at falde på plads i løbet af sommeren.

MWh-prisen for den strøm, der produceres af Sunrise Wind, vil blive offentliggjort, når forhandlingerne er afsluttet. Når kontrakten underskrives, vil den erstatte den eksisterende OREC-aftale, som blev tildelt Sunrise Wind i 2019.

Havvindklynge

Ørsted er i gang med at etablere en havvindklynge ud for USA’s nordøstlige kyst, som består af South Fork Wind (130 MW under opførelse), Revolution Wind (704 MW under opførelse) og Sunrise Wind (924 MW) samt havnefaciliteter, en omfattende arbejdsstyrke og en god forsyningskæde. 

- Den nordøstlige klynge vil få strategisk betydning for nuværende og fremtidige projekter og vil bidrage til, at Ørsted kan differentiere og reducere risiciene ved kommende bud og projekter. Derudover har virksomheden havbund og aktiver langs den amerikanske østkyst og undersøger de mest værdiskabende muligheder for disse, oplyser Ørsted i en pressemeddelelse.

Som offentliggjort sidste måned overtager Ørsted det fulde ejerskab af Sunrise Wind fra Eversource, som lige nu ejer 50 % af projektet, forudsat at OREC-aftalen underskrives, at de komplette transaktionsaftaler indgås med Eversource, at anlægs- og driftsplanen godkendes, samt at relevante myndighedsgodkendelser opnås.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125