23948sdkhjf

Brintinfrastruktur handler også om regional udvikling

Af Tejs Laustsen Jensen, adm. direktør for Brintbranchen.

Inden afklaringen om finansieringen og etableringen af en dansk brintinfrastruktur falder på plads, er det vigtigt at tænke den danske værdikæde og regionale udvikling ind i planerne. For en dansk brintinfrastruktur handler ikke kun om at sende dansk brint til Tyskland, men også om at skabe fundament for dansk erhvervs- og værdiudvikling og er nøglen til et nyt, grønt industrielt eventyr.

Spørgsmålet om en dansk brintinfrastruktur har længe været et centralt energipolitisk emne, og den samlede danske brint- og PtX-industri venter i spænding på, at der på Christiansborg snart træffer de endelige beslutninger om finansieringen af infrastrukturen. At finansieringen tilrettelægges således, at omkostningerne ikke alene pålægges de første brugere fra begyndelsen, er afgørende for, at brintinfrastrukturen understøtter producenterne i en industrielle udvikling.

Omdrejningspunktet for debatten om dansk brintinfrastruktur er ofte forbindelsen til Tyskland. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at det enorme tyske marked er en vigtig aftager for danskproduceret grøn brint. Men samtidig er det vigtigt at huske på, at infrastrukturen også skal kunne understøtte brugen og ikke mindst forædling af brinten herhjemme. For vi skal ikke alene producere brint, vi skal også opskalere produktionen af bl.a. de grønne brændstoffer, som f.eks. luft- og skibsfarten har brug for, hvis vi i Danmark vil udnytte vores brint- og PtX-kompetencer til fulde, og bidrage til den danske og internationale grønne omstilling.

Den udvikling skal brintinfrastrukturen også understøtte. Vi har så at sige ikke kun brug for at sende den grønne brint via et motorvejsrør til Tyskland, vi skal også have en regional forgrening af brintrør, der billigt og effektivt kan fragte de grønne molekyler fra produktionsstedet til videreforædling til bl.a. grønne brændsler.

En tilstrækkelig national brintinfrastruktur er afgørende for at udnytte og udleve det vækstpotentiale, som de danske brint- og PtX-virksomheder repræsenterer. Brint og PtX er en helt ny industri med tilhørende værdikæder, og vi skal sørge for at gøde jorden for dem bedst muligt. Med en hård, og til tider skæv global konkurrence, skal vi sikre de danske brint- og PtX-virksomheder, så vi kan høste gevinsterne af deres mangeårige arbejde herhjemme.

Med en helt ny industri følger tusindvis af nye arbejdspladser, lokal udvikling og grøn vækst – i hele Danmark. Der er nye jobs at skabe i alle led af de nye værdikæder, og brint- og PtX-industrien kan være en grøn motor i den fremtidige regionale erhvervsudvikling, men det forudsætter at også lagring og regional distribution er elementer i den kommende infrastruktur.

For ja - den tyske efterspørgsel på grøn brint til deres industri er enorm, og det er vigtigt med en infrastrukturel forbindelse til vores store nabo mod syd, så de danske brintproducenter er sikret et aftag, mens de opskalerer deres produktioner og aktiviteter. Men vi skal også videreforædle brinten, og sikre den værdiforøgelse der ligger heri herhjemme.

Vi har både kompetencerne og virksomhederne til at gøre os globalt gældende i grønne omstilling. Det betyder, at vi ikke alene kan eksportere den grønne brint og ditto brændsler men også teknologien og komponenterne bag. Vi kan således ikke alene blive storeksportør af grøn energi men også de teknologiske løsninger, verden har så desperat brug for.

For at lykkes med skal vi sikre, at vi understøtter den lokale og regionale udvikling, så der kan etableres danske brint- og PtX-økosystemer, hvor kompetencer og produktion udvikles og styrkes, og det er, sammen med eksportmuligheder, netop det dobbeltformål den danske brintinfrastruktur skal facilitere.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094