Inden for PtX er proton exchange membrane-elektrolyse (PEM) særlig effektiv og fleksibel til at omdanne elektricitet fra sol og vind til for eksempel brint. Men elektrolysens anvendelse er begrænset, fordi den bruger sjældne og dyre råmaterialer som iridium i processen.
– PEM-elektrolyse gør det muligt at opnå et større udbytte fra vedvarende energikilder ved at forbedre effektiviteten i brintproduktionen. Processen har en høj ydeevne ved både store og små skalaer og kan levere højtrykshydrogen direkte. Vi har udviklet en katalyse, der kan mere end halvere mængden af iridium og dermed sænke omkostningerne. Performance er så god, at vi forventer en yderligere besparelse i fremtiden, siger Christian Kallesøe, centerchef på Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.