23948sdkhjf

Klumme: Omstilling kan gøres både billigere og klogere

Af politisk chef i Drivkraft Danmark, Jeppe Hartmann

Regeringen har netop fremlagt sit udspil til en grøn luftfart. Med udspillet lægges der op til at sikre en grøn indenrigsrute fra 2025 og en fuldstændig omstilling af indenrigsluftfarten fra 2030. Det lyder jo meget godt. Desværre er den metode man har valgt både dyr, ineffektiv og unødvendig. Ved at lade sig inspirere af blandt andet el- og gassektoren kunne man sikre mere omstilling meget billigere.

Visionen om, at indenrigsflyvningen i Danmark skal være grøn allerede i 2030, er god. Drivkraft Danmark har bakket op om den vision, siden statsministeren første gang fremlagde den i sin nytårstale 1. januar 2022. Som repræsentant for virksomheder, der producerer og leverer flybrændstoffer til de danske lufthavne, er vi dog kritiske overfor den metode, regeringen har valgt til at opgøre de bæredygtige flybrændstoffer (SAF) på. Når regeringen har en ambition om, at Danmark skal være foregangsland i forhold til den grønne omstilling af luftfarten, skal vi vise vejen med kloge og omkostningseffektive løsninger. Det får næppe mange lande til at følge trop at bruge 2,5 milliarder kroner over ti år på at reducere CO2-udledningen fra indenrigsluftfarten med omkring 1 million tons.

Problemet er, at regeringen lægger op til, at der skal 100 % fysisk iblanding (dråbe-til-dråbe) af SAF i de enkelte fly frem for at anvende det såkaldte massebalanceprincip, som man kender det fra blandt andet el- og gassektoren.

Massebalanceprincippet betyder helt overordnet, at brændstofleverandørerne skal sikre, at der distribueres og anvendes en mængde SAF, der svarer til indenrigsflyvningens samlede behov. Men indenrigsflyvningen behøver ikke fysisk at flyve med 100 % SAF i tanken. Selvom det måske kan lyde ulogisk, er det samme system, der anvendes, når man køber grøn strøm fra elnettet eller biogas fra gasnettet. Når man i dag har en elbil og køber grøn strøm fra sin el-leverandør, kommer der ikke fysisk grøn strøm ud af ladeboksen. Men elselskabet sikrer, at der kommer en mængde grøn strøm ind på nettet, der svarer til den strøm, som kunden har betalt for. Det kan undre, at regeringen accepterer massebalanceprincippet i andre sektorer, men ikke i luftfarten.

Med regeringens forslag vil der være behov for to separate brændstofsystemer i lufthavnene. Et til indenrigstrafikken og et til udenrigstrafikken. Samtidig er der behov for 100 % dedikerede indenrigsfly for at sikre, at der ikke er rester af fossilt brændstof tilbage fra tidligere udenrigsflyvninger.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre at etablere separate systemer, ligesom der også kunne etableres et parallelt elnet med grøn strøm og et biogasnet ved siden af naturgasnettet. Det bliver bare uforholdsmæssigt dyrt og ineffektivt i forhold til det, der ønskes opnået. Og klimaet er jo i sidste ende ligeglad med i hvilke fly, det grønne brændstof bruges på.

Et andet problem med dråbe-til-dråbe tilgangen er, at det begrænser hvem, der kan levere til opfyldelsen af visionen og dermed er med til at gøre visionen uforholdsmæssigt dyr at gennemføre. Raffinaderierne, der i dag producerer flybrændstoffer, og som sikrer stor volumen i omstillingen, får svært ved at bidrage til opfyldelsen af regeringens mål. Det skyldes, at det i praksis ikke er muligt at opbygge en separat produktion af 100 % SAF. Raffinaderierne kan derimod omkostningeffektivt gradvist gøre flybrændstofferne grønnere. Det er den samme tilgang EU har haft med Refuel Aviation initiativet. De danske raffinaderier er allerede i fuld gang med at omstille sig fra fossil energi til vedvarende alternativer. Regeringens tilgang giver desværre ikke plads til, at raffinaderierne kan levere til omstillingen af indenrigsluftfarten, hvilket er rigtig skidt nyt, fordi vi dermed går glip af skala og raffinaderiernes ekspertise indenfor sikkerhedsmæssig og miljømæssig korrekt håndtering af brændstoffer.

Med andre ord. Regeringens vision om at omstille indenrigsflyvningen er god. Men vi kunne få meget mere for pengene, hvis man lod sig inspirere af andre sektorer og anvendte massebalanceprincippet.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079