Overborgmesteren i København Sophie Hæstorp Andersen er valgt som C40 Vice Chair. Her vil hun sætte fokus på reduktion af københavnernes forbrugsbaserede udledninger og bringe byens nye løsninger i spil på den internationale klimascene
C40 er med tæt på 100 storbyer i ryggen et af de største klimanetværk i verden. Som C40-medlemsby er man forpligtet til løbende at levere på nye, ambitiøse klimamål. Samtidig udgør C40 en fælles platform for storbyerne, der i kraft af sin globale medlemsskare kan tale med én samlet stemme over for verdens regeringer, EU og FN.