Lørdag den 23. september omkring kl. 7.30 om morgenen nåede Vattenfall en vigtig milepæl i Vesterhav Syd havmøllepark: Opsætningen af den sidste mølle var gennemført.
Installationsfartøjet Vole au Vent, med de karakteristiske jack-up ben i siderne, forlod første gang Esbjerg Havn med fire sæt havmøller den 7. juli. Den første mølle var rejst den 12. juli, og hen over sommeren har fartøjet været fast gæst i farvandet ud for Hvide Sande, mens møllerne har rejst sig én efter én. Arbejdet kunne følges fra strandene og Lyngvig Fyr, og der har været stor interessere fra turister og lokale borgere.