23948sdkhjf

Glenco vinder stort energiprojekt i Brønderslev

Energioptimering af 32 bygninger i Brønderslev gennemføres via ESCO-modellen og vil sikre kommunen en årlig besparelse på 4 mio. kr.
Med underskrifterne på plads skyder Brønderslev Kommune og det tekniske installationsselskab Glenco nu gang i et af de største kommunale energiprojekter herhjemme.

Over de kommende år skal Glenco gennemanalysere 90.000 kvadratmeter fordelt på 32 bygninger i den nordjyske kommune og derefter optimere el- og varmeforbrug, ventilationsinstallationer samt foretage bygningsmæssige forbedringer. Herefter vil energiforbruget blive nedbragt betragteligt og spare kommunen for en udgift på 4 mio. kr. årligt.

Modellen for projektet er et ESCO-samarbejde, hvor Glenco som den private aktør garanterer, at beregningerne for energibesparelsen i de enkelte bygninger rent faktisk kan føres ud i livet og efterfølgende dokumenteres over for kommunen. Aftalen til 80 mio. kr. er den første af sin art i Nordjylland, mens omkring 20 kommuner på landsplan har kastet sig over ESCO-modellen i jagten på energibesparelser.

Et marked med enormt potentiale
For Glenco er aftalen af særdeles stor betydning, idet kompetencerne inden for energibesparelse i langt højere grad vinder indpas hos både offentlige og private aktører med stor bygningsmasse, fordi energi fylder stadig mere på omkostningssiden. Glenco kan i Brønderslev-projektet trække på erfaringer fra Skanderborg Kommune, som selskabet indgik en lignende ESCO-aftale med sidste år.

- Denne aftale viser Brønderslev Kommunes ambitiøse tilgang til energioptimeringen, og vi har store forventninger til samarbejdet med at nedbringe forbruget af energi i kommunens bygninger. Det bliver en spændende opgave, som vi glæder os meget til at komme i gang med, siger adm. direktør René Lund Rasmussen fra Glenco.

Selskabet indgår i Kemp & Lauritzen-koncernen med omkring 2000 ansatte på landsplan, og i koncernen er der kommet øget fokus på energiprojekter på tværs af faggrenene.

- Energiudgifter fylder efterhånden meget i budgetterne, og derfor rummer hele området store perspektiver for en virksomhed som vores, fordi teknikdelen er så afgørende i forhold til at finde besparelser. Så der er et enormt potentiale i dette marked, siger René Lund Rasmussen.

Med den årlige besparelse på 4 mio. kr. projekteres der med en tilbagebetalingstid på 20 år, hvor Glenco garanterer, at de beregnede besparelser for både tekniske løsninger og bygningsmæssige forbedringer kan føres ud i livet. Derfor skal projektet også gennemføres i et tæt samarbejde mellem kommunens og Glencos medarbejdere for at sikre optimal drift og brug af bygningerne på sigt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089